SJÆLLAND: Formanden for Region Sjælland Steen Bach Nielsen (S) og borgmestrene i de fem kommuner Faxe, Næstved, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland vil på et møde med folketingsmedlemmer fra Sjælland Storkreds drøfte problemstillingen med, at flere statslige arbejdspladser er på vej ud af Region Sjælland.
Det sker, fordi en række statslige virksomheder er i færd med at centralisere deres forskningsaktiviteter mod de store byområder som Hovedstaden og Århus for at spare på driften.
Formanden for Region Sjælland beklager udviklingen.
- Uanset hvor forståeligt, et sådan ønske end måtte synes for de pågældende statslige virksomheder, så rokker det ikke ved den kendsgerning, at prisen for den driftsmæssige besparelse på ingen måde modsvarer det samfundsmæssige tab, der rammer både lokalt og regionalt.
- Det rokker heller ikke ved det faktum, at en centralisering af de statslige arbejdspladser er i klar modstrid med regeringens eget politiske grundlag 'Danmark i balance'. Vidensarbejdspladser er vigtig for den regionale udvikling. Der skal gøres en indsats for at sikre gode vilkår for bosætning og erhvervsudvikling i alle dele af landet.
Flere eksempler
Aktuelt er der flere eksempler på, at statslige virksomheder er ved at trække medarbejderne ud af Region Sjælland. De tydeligste eksempler er Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der har planer om at fraflytte øen Lindholm ved Møn, og Århus Universitets planer om at fraflytte Forskningscenter Flakkebjerg ved Slagelse. Begge virksomheder har en høj andel af højtuddannede medarbejdere, der kan blive tvunget til at flytte ud af regionen, hvis planerne gennemføres.
- Det er meget alvorligt, når statslige forskningsvirksomheder som Lindholm vil flytte væk fra Region Sjælland, fordi vi i forvejen er den af de fem regioner, der har det laveste antal vidensvirksomheder og laveste antal højtuddannede. En fraflytning af statslige vidensvirksomheder fra Region Sjælland vil i langt de fleste tilfælde betyde en øget fraflytning af de højtuddannede borgere og dermed et faldende skattegrundlag, siger borgmester i Vordingborg og formand for KKR Sjælland, Henrik Holmer (S).
Han peger på, at DTUs fraflytning af Lindholm ifølge Copenhagen Economics skønnes at koste de fem kommuner mindst 35 millioner kroner i tabt erhvervsindkomst. Tilsvarende viser en rapport fra Carl Bro, at mens der på landsplan har været en vækst på 10 pct. i antal statslige arbejdspladser i perioden 1997 - 2009, så har der i de fem kommuner samlet set været tale om et fald i antal statslige arbejdspladser på 3 pct.
Ikke bare internt anliggende
Formanden for Region Sjælland og de fem borgmestre opfordrer på det kraftigste Videnskabsministeren og medlemmer af folketinget til at stå fast på, at sagen om Lindholm handler langt mindre om interne besparelser og universiteternes selvbestemmelse, end om hvem der skal bestemme den regionale udvikling i Danmark.
- Sagerne om Lindholm og Flakkebjerg kan ikke reduceres til et internt anliggende for universiteterne, fordi konsekvenserne af fraflytningerne har store politiske konsekvenser for de fremtidige udviklingsmuligheder i Region Sjælland. Jeg vil være meget betænkelig, hvis de politiske beslutninger på den måde flyttes væk fra de demokratisk valgte fora og ud i universiteternes bestyrelser, siger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.
For at sikre en politisk stillingtagen til konsekvenserne af centraliseringen af statslige arbejdspladser opfordrer Regionrådsformanden og de fem borgmestre Videnskabsministeren til, at DTUs fraflytning af Lindholm og efterfølgende udvidelse af Campus Lyngby forelægges Finansudvalget ud fra sagens særlige politiske interesse.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.