Fire borgmestre fra Sydsjælland og Lolland-Falster bakker nu op bag Vordingborgs borgmester Henrik Holmer i hans ønske til regeringen om at den skal leve op til dens eget nyeste regeringsgrundlag og den regionalpolitiske redegørelse ved at sørge for gode muligheder for at bo og skabe vækst og erhvervsudvikling i hele landet, og ikke kun i de store byområder.
Ønsket fremsatte Henrik Holmer i forbindelse med, at direktionen på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i denne uge besluttede at arbejde for en flytning af virusforskningen fra Lindholm i Stege Bugt til DTUs adresse i Lyngby, oplyser borgmestrene.
Det er borgmestrene fra Næstved, Guldborgsund, Faxe og Lolland Kommuner, som sammen med Henrik Holmer nu sender et opråb til regeringen om at fastholde de statslige arbejdspladser i provinsen.
Trist eksempel
Borgmester i Næstved Kommune Henning Jensen (S) kalder lukningen af Lindholm for endnu et trist eksempel på, at regeringens udmelding om at sikre offentlige arbejdspladser i hele landet er mere ord en handling.
- Vi må konstatere, at Sydsjælland nu igen bliver ramt. Jeg tænker selvfølgelig på, at vi med den nylige beslutning om at lukke sygehuset i Næstved kan se frem til at miste 2000 offentlige arbejdspladser, og det er ikke mange år siden, at lukningen af Næstved kaserne også betød et stort tab af statslige arbejdspladser i vores område.
Også borgmester i Lolland Kommune Stig Vestergaard (S) mener at regeringen bør sætte handling bag ordene.
- Regeringen taler tit om at gøre noget for yderområderne, men i praksis fortsætter centraliseringen. Der kan ikke skabes en bæredygtig udvikling i yderområderne, hvis staten udhuler vækstmulighederne ved at fjerne de få attraktive vidensarbejdspladser, der trods alt er placeret uden for de store byer. Lindholm er en moderne og effektiv forskningsinstitution, der er med til at profilere og styrke hele regionen. For DTU vil det betyde meget lidt at lukke den, men det vil være en katastrofe for os.
Pres på landkommuner
I Guldborgsund Kommune peger borgmester John Brædder (Nyt Guldborgsund) på det pres, som mange landkommuner oplever.
- I mange af landets kommuner oplever vi, hvordan de grundlæggende vilkår for vækst og udvikling kommer under stigende pres. Det handler om at udviklingen, herunder også statslige arbejdspladser, videns- og uddannelsesinstitutioner, fortsat centreres i de større byer. Der skal sættes ind med konkret handling for at undgå en skævvridning af Danmark. Regeringen har vist, at det er muligt med f.eks. placeringen af det nye statsfængsel på Nordfalster, og det er vi naturligvis glade for.
Også borgmester Knud Erik Hansen i Faxe Kommune finder, at tendensen med at centralisere flere og flere arbejdspladser omkring København er forkert.
- I Faxe Kommune har vi blandt andet mistet flere uddannelsesinstitutioner, erhvervsvirksomheder og sygehusfunktioner. Det er trist, og det har omfattende konsekvenser for såvel områdets uddannelsesniveau, som for økonomi, erhvervsudvikling og bosætning. Vi har meget at tilbyde i det sydsjællandske område, og med udsigt til en kommende fast forbindelse over Fehmern Bælt er afstanden samtidig blevet kort til både Øresundsregionen og Nordeuropa. Hermed er der gode forudsætninger for at skabe vækst og udvikling, og vi har potentiale til at gøre det endnu mere attraktivt at bo og arbejde på Sydsjælland, Lolland og Falster. Det er en udvikling, som Regeringen bør understøtte, frem for at modarbejde ved at centralisere de statslige arbejdspladser.
Glad for opbakning
Henrik Holmer (S) er glad for opbakningen fra de fire borgmestre og siger:
- Det er paradoksalt, at hvor man i England taler om at flytte 27.000 statslige arbejdspladser ud af London, så er DTU i gang med at lave en helt forkert og uforståelig centralisering af statslige arbejdspladser til hovedstaden. Engelske undersøgelser har vist, at hvert udflyttet job skaber yderligere 0,5 job i provinsen, og at udflytningen af de statslige arbejdspladser giver de statslige institutioner en nettobesparelse på budgettet. At flytte arbejdspladserne på Lindholm til København er en alvorlig sag for hele området. Jeg håber derfor, at ministeren vil gennemgå sin kalender igen, og se om hun alligevel ikke kan afse tid til et møde, hvilket hun ikke har kunnet hidtil.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.