Af Martin Nilsson
Det er nogle af de samfundsøkonomiske konsekvenser, som en flytning af virusforskningen på Lindholm vil have, viser en hvidbog, som Vordingborg Kommune har udgivet.
Der bliver en stor samfundsøkonomisk regning at betale, hvis Danmarks Tekniske Universitet fastholder beslutningen om at flytte virusforskningen fra Lindholm til Lyngby. Det viser en hvidbog, som Vordingborg Kommune nu udgiver.
Borgmester i Vordingborg Kommune Henrik Holmer (S) håber, at hvidbogen vil medvirke til, at sagen om Lindholm i endnu højere grad vil tiltrække sig politisk interesse.
- Det er jo besynderligt, at samtidig med at der er lagt op til, at alle danskere skal spare, så ser man åbenbart stort på de tab, som staten og samfundet påføres, hvis virusforskningen flyttes fra Lindholm til Lyngby. Det er tab, som er unødvendige og som er i en størrelsesorden, som vel også den statslige økonomi kan mærke, siger Henrik Holmer.
I hvidbogen peges blandt andet på nogle af de konsekvenser, som en fraflytning af Lindholm vil have, ikke bare for Vordingborg Kommune men også for staten, de ansatte på Lindholm og DTU. Hvidbogen peger bl.a. på:
- At en flytning af aktiviteterne på Lindholm vil have store negative konsekvenser for erhvervs- og handelslivet på Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster.
- At en flytning af aktiviteterne på Lindholm kan resultere i et tab af specifikke kernekompetencer og teamspirit for DTU.
- At dette kompetencetab kan true det danske beredskab for virologi og mindske forskningsaktiviteterne.
- At staten vil miste investeringer i moderne højklasse-laboratoriefaciliteter og en godkendt mund og klovsyge bygning for 70 mio. kr. samt lejeindtægter på 14 mio. kr. årligt.
- At en flytning af aktiviteterne på Lindholm kan betyde, at staten står tilbage med en ø, der ikke kan genudlejes eller afhændes.
Henrik Holmer undrer sig også over at Videnskabsministeren tilsyneladende er mere optaget af at forsvare DTUs ledelsesret end at leve op til regeringens egne politiske målsætninger om regional udvikling.
At flytte virusforskningen fra Lindholm til Lyngby er nemlig i strid med regeringens politiske målsætning om en balanceret regional udvikling, og modarbejder regeringens egne intentioner om at tage regionale hensyn ved effektivisering og lokalisering af statslige arbejdspladser.
- Det der samfundsøkonomisk set mistes ved at flytte aktiviteterne til Lyngby i form af længere pendlingstid, tabte indtægter for det lokale erhvervs- og handelsliv, tabte værdier på Lindholm mv., står jo slet ikke mål med den beskedne besparelse, som DTU forventer at opnå, siger borgmesteren, som håber, at DTUs planer ikke kun vil blive vurderet ud fra en snæver driftsøkonomisk vinkel men også ud fra en samfundsøkonomisk.
Læs hvidbog
Martin Nilsson er udviklingschef i Vordingborg Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.