Arbejdsretten: Ok at fyre to efter dødsfald på bosted
Der er nu sat punktum i sagen om en beboers dødsfald her på Botilbuddet Fangelvej.
Foto: Nils Svalebøg, Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Arbejdsretten: Ok at fyre to efter dødsfald på bosted

Odense Kommune fik medhold i sag om psykisk syg kvinde, som formentlig døde af medicinforgiftning. Sagen kostede fire medarbejdere og en leder jobbet.
27. DEC 2021 7.15

ODENSE: To et halvt år efter, at en psykisk syg beboer på Botilbuddet Fangelvej døde, har Odense Kommune nu fået medhold i Arbejdsretten i, at det var i orden at fyre to medarbejdere på stedet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Kvinden havde vist tegn på medicinforgiftning i ugen op til sin død, og kommunen varslede fyring af i alt fire medarbejdere for ikke at have fulgt retningslinjerne. To af de fire indgik en fratrædelsesaftale, mens Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen gik til Arbejdsretten på vegne af de to andre. Men altså uden at få medhold.

TV2 Fyn afdækkede i 2019, at bostedets ledelse også havde et medansvar for, at der var uklare instrukser på bostedet. Det samme viste en ekstern rapport bestilt af kommunen, ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed efterfølgende fandt en række kritikpunkter. Kritikken kostede senere en forløbschef jobbet.

Ved et besøg et halvt år efter dødsfaldet ophævede styrelsen en række påbud efter, hvad man kaldte en stor indsats på stedet med at opfylde punkterne. 

Kommunen glæder sig over, at der nu er sat punktum i sagen. Den har skabt større opmærksomhed på, at det ikke er nok at have regler og procedurer, men at de også skal implementeres, så de kommer ind under huden hos medarbejderne, siger Gitte Østergaard, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, til Fyens Stiftstidende.

Udover de medarbejdere, som mistede jobbet, fik en stribe kolleger skriftlige advarsler eller påtaler i sagen. 

ak