Har Henrik Høegh overtaget Miljøministeriet?

Har Henrik Høegh overtaget Miljøministeriet?

DEBAT Miljøministerens udmelding om at udskyde centrale miljømål i 12 år er det endelige dødsstød for regeringens varetagelse af natur- og miljøinteresser, skriver miljøordfører Johs. Poulsen (R)
9. FEB 2011 14.13

Af MF Johs. Poulsen 

Jeg kan konstatere, at Miljøministeriet de facto er overtaget af Henrik Høegs Fødevareministerium og sætter landbrugets interesser over miljøet.

Miljøminister Karen Ellemann og Venstre gør det totale knæfald for landbruget, når hun udskyder regeringens målsætning om at reducere landbrugets udvaskning af kvælstof med 19.000 tons fra 2015 til 2027.

Miljøministerens udmelding slår det sidste søm i kisten for regeringens miljøpolitik. En udskydelse af miljømålene tilgodeser udelukkende snævre interesser inden for industrilandbruget.

Det er samtidig en hån mod den grønne profil, som Connie Hedegaard prøvede at tegne i regeringens unge år. Derfor er ydmygelsen af de Konservatives såkaldte grønne islæt i regeringen nu total.

Danmark har hverken en holdbar natur- og miljøpolitik eller et egentligt miljøministerium. Det er i stedet blevet overtaget af Henrik Høegs fødevareministerium. Når man laver en grøn plan for Danmark, så nytter det ikke noget, at man kun giver lempelserne til landbruget, mens alt det der skal forbedre miljøet rulles tilbage. Det betyder, at vi i dag står men en miljøpolitik, der kun gør Danmarks natur endnu ringere, end den var i forvejen.

Venstre er dermed blevet 100 procent interesseorganisation for landbruget, og regeringen har givet køb på alle grønne ambitioner. Derfor kommer folketingsvalget også til at blive et valg om, om vi overhovedet skal have en natur- og miljøpolitik eller ej.

MF og miljøordfører Johs Poulsen (R) 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt