Vil de selvejende institutioner klage sig til større markedsandele?

Vil de selvejende institutioner klage sig til større markedsandele?

DEBAT BKF-formand Klaus Majgaard svarer på de seneste debatindlæg om vilkårene for de selvejende dagtilbud: Han appellerer til besindelse, at droppe fjendebilleder og genfinde et strategisk fokus
10. NOV 2010 11.08

 

Af BKF-formand Klaus Majgaard

Paraplyorganisationerne for de selvejende dagtilbud står over for et strategisk valg: Vil de gå i en positiv dialog med kommunerne om at udvikle landets dagtilbud - med afsæt i den selvejende sektors særlige styrker og muligheder for at bidrage? Eller vil de fortsætte en letkøbt smædekampagne, hvor kommunerne tilskrives skylden for alle problemer i de selvejende institutioner, og der appelleres til statsmagten om flere lovsikrede privilegier?

Spørgsmålet er lige nu meget afgørende. Der er fart på udviklingen af indhold og kvalitet i de pædagogiske tilbud. Kommunerne er i færd med at udforme nye former for organisering og ledelse, som understøtter udviklingen i det faglige indhold. Og vi er generelt under et stort økonomisk pres, der kræver et ekstra skarpt fokus på de væsentlige kerneopgaver. Her ville det være gavnligt at få et offensivt bidrag fra den selvejende sektor om, hvordan selvejet kan tilføre særlige kvaliteter til dagtilbudsområdet.

Det er imidlertid svært at få et sådant bud fra de sektorens paraplyorganisationer. I sidste uge spurgte jeg i et indlæg på dknyt.dk om, hvordan de vil gentænke den selvejende sektors mission. Jeg fik to reaktioner, men intet svar.

Missionen, der fortoner sig
Den ene og mest forstemmende reaktion kom fra Charlotte Biil og Marie Louise Løvengreen, som repræsenterer hhv. Menighedernes Daginstitutioner og Dansk Erhverv. Svaret var slet og ret, at vi ikke kan forvente en offensiv strategisk rolle fra sektoren, med mindre at de får ekstra midler til at udvikle en sådan. 'Midler til udvikling er en ukendt luksus for de selvejende', hed det i indlægget. Hvis de selvejende ikke har frie rammer til at udfolde deres idégrundlag, er det kommunens ansvar. Hvis de selvejende slet ikke har et idégrundlag og et særligt bidrag, er det åbenbart nu også kommunens ansvar.

Den anden og mere optimistiske reaktion kom fra Jens Terp fra Frie Børnehaver og Fritidshjem. 'Missionen lever', erklærer han. Men selv efter en grundig læsning kan man ikke se, hvad denne mission nærmere går ud på. Der refereres til nogle udviklingsinitiativer i selvejende daginstitutioner, som efter min opfattelse lyder meget gode, men som kunne forekomme i en hvilken som helst daginstitution, kommunal eller selvejende.

Jeg vil opfordre organisationer til at tage sig tid til et grundigt strategiarbejde, hvor I får sat ord og udtryk på det væsentlige: Hvordan muliggør selveje nogle særlige kvaliteter i dagtilbudenes indhold, kvalitet og demokratiske forankring? Og hvordan kan I herigennem bidrage til den samlede udvikling af landets dagtilbud? At formulere eller sponsorere dette bør ikke være et kommunalt ansvar. Vi kunne såmænd gerne bidrage. Men jeg mener, at det ikke ville gavne den selvejende sektors autonomi, hvis vi tog opgaven på os.

Påstanden om forskelsbehandling
Lige så hurtigt Biil & Løvengreen fejer deres strategiske ansvar fra sig, lige så hurtigt genoptager de anklagerne mod kommunerne for at tryne og forskelsbehandle de selvejende institutioner. Påstandene forbliver imidlertid udokumenterede, og jeg kan ikke kende det billede, de tegner.

Selvejende daginstitutioner får på linje med kommunale institutioner et driftstilskud, der er afstemt med kommunens serviceniveau. Derudover kan de selvejende institutioner oppebære et særligt administrationstilskud, hvis de selv ønsker at varetage en række administrative opgaver. En del vælger at bruge dette tilskud til at købe administrativ service hos paraplyorganisationerne. Endelig er der en udbredt tradition for, at selvejende institutioner kan trække på kommunernes stabsfunktioner samt deltage i fælles udviklingsprocesser.

Jeg skal indrømme, at pengene langt fra er rigelige. Men det er et fælles vilkår.

Fortegnede fjendebilleder
Oftest oplever vi et velfungerende samarbejde med de selvejende dagsinstitutioner, hvorfor Biil & Løvengreens fjendebilleder virker meget fortegnede. I få tilfælde oplever vi derimod, at selvejende institutioner anlægger en opportunistisk linje, hvor de opfatter sig som del af det kommunale fællesskab, når det kan betale sig, og trækker 'selvejekortet', når fællesskabet bliver for udfordrende. Her tror jeg, at de kommunale kolleger oplever, at de selvejende får en positiv særbehandling.

Jens Terp vælger at kritisere besparelser på dagtilbudsområdet. Det synes jeg er forståeligt. Vi, der ønsker at udvikle og styrke det pædagogiske arbejde, må for tiden se, at dette arbejde lider tilbageslag på grund af besparelser. Men besparelser er nødvendige med de økonomiske rammer, vi har. Skal vi samarbejde i et strategisk partnerskab, må vi dele den kompleksitet og dilemmaer, som præger området. Der er ingen fribilletter.

Det klientgjorte selveje?
Indlæggene fra paraplyorganisationerne giver desværre indtryk af en selvejende sektor, der måske er blevet klientgjort i samarbejdet med kommunerne. Man glemmer, at man er nødt til at sælge sig ved at være meget tydelige med hensyn til sine styrker og muligheder for at bidrage. I stedet skældes der ud over ydre urimeligheder, og der appelleres til, at 'nogen' må bringe urimelighederne til ophør. Hvis vi i kommunerne skal se de selvejende institutioner som værdifulde samarbejdspartere, må sektoren besinde sig og genfinde sit strategiske fokus - og derpå søge en positiv dialog med kommunerne.

 

Klaus Majgaard, formand for Børne- og Kulturcheferne

Foto: http://www.flickr.com/photos/timstock/with/554849963/

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev