
HADERSLEV: Et påbud fra Arbejdstilsynet stiller Haderslev Kommune i den delikate situation, at kommunen nu har pligt til at "forebygge risikoen for vold som er relateret til arbejdet med ekstern samarbejdspart i Jobcentret", idet den eksterne samarbejdspart ikke er mere ekstern, end at det er et af kommunens egne byrådsmedlemmer, Mogens Rerup (ALT).
Dog ikke i egenskab af byrådsmedlem, men som partsrepræsentant i talrige sociale sager. I hvert fald indtil nu. "Tager ikke nye sager", står der nu øverst på hans Facebook-profil, hvilket han i en opdatering forklarer med, at han "ikke kan leve med løgnagtige beskyldninger, og kommunen forventes at give borgerne besked om at jeg er stoppet". Han tilføjer, at han vil "politianmelde personalerepræsentanter og ledere for politisk forfølgelse, samt løgnagtig chikane".
Arbejdstilsynets påbud er endnu en af mange konfrontationer i den løbende interaktion mellem sagens parter, som nok ikke selv ville kalde sig hverken interne eller eksterne samarbejdsparter sådan som Arbejdstilsynet gør. Et mere nærliggende begreb ville være modstandere, efter at Mogens Rerup rutinemæssigt har brugt Facebook til at offentliggøre navne på sagsbehandlere, og kommunen har først rekvireret KL-bistand og siden foretaget politianmeldelse i sine bestræbelser på at imødegå ham.
To fagforeninger advarede
I vinter kom det så vidt, at økonomiudvalget og fagforeningerne Dansk Socialrådgiverforening og HK gik sammen om at advare kommunens ansatte mod Mogens Rerup og hans negative indflydelse på arbejdsmiljøet. Den tilgang skærper Arbejdstilsynet nu med sit påbud, som Mogens Rerup selv har offentliggjort på Facebook:
"Virksomheden påbydes at sikre, at risikoen for vold i arbejdet og uden for arbejdstid forebygges. Virksomheden skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden skal derfor forebygge risikoen for vold som er relateret til arbejdet med ekstern samarbejdspart i Jobcentret."
Påbuddet bygger på en 20 siders rapport, der endnu ikke er offentliggjort, men som ifølge Mogens Rerup selv rummer beskyldninger om han skulle have kontaktet kommunalt ansatte udenfor arbejdstiden eller i andre private sammenhænge. "Det er ganske enkelt løgn", siger han til JydskeVestkysten.
Hvad Arbejdstilsynets ordvalg om "risikoen for vold som er relateret til arbejdet med ekstern samarbejdspart" angår, så har en sagsbehandler ved en tidligere lejlighed modtaget trusler både mod sig selv og sit barn, efter at Mogens Rerup havde offentliggjort hendes navn i et Facebook-opslag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.