
ODENSE: Det var ikke selvcensur, som fik kulturinstitutionen Odeon i Odense til at aflyse et arrangement med en Kina-kritisk dansetrup. Til gengæld rodede Odeon sig efterfølgende ud i en række selvmodsigende - og urigtige - forklaringer på årsagen til aflysningen.
Det konkluderer Advokatfirmaet Tyge Trier i en undersøgelse, Odeon selv har bestilt om forløbet, som har givet anledning til både lokal og national kritik og mistanke om politisk hensyntagen til Kina.
'Ifølge vores oplysninger, herunder fra gennemførte interviews, som vi har fundet troværdige, er der slet ingen henvendelser modtaget fra udenforstående aktører, herunder ingen henvendelser fra direkte eller indirekte repræsentanter for Kinas interesser,' skriver Tyge Trier i sin konklusion på undersøgelsen ifølge Fyens.dk.
Til gengæld fremhæver undersøgelsen også, at Odeons forklaring om, at besøget blev aflyst på grund af dobbeltbooking, ikke var sand:
'Det må samtidig konkluderes, at kommunikationen angående beslutningen om at afbryde forhandlingerne med teatertruppen Shen Yun har været fejlbehæftet fra Odeons side, hvor vores undersøgelse ikke har kunnet påvise dobbeltbookning,' står der i sammenfatningen.
Stadsdirektør: Kommunen bør ikke foretage sig yderligere
Samme konklusion når Odense Kommunes stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, frem til i sin redegørelse, der blandt andet bygger på advokatundersøgelsen og et partnerskabsmøde mellem Odeon og Odense Kommune.
I redegørelsen skriver stadsdirektøren ifølge TV2 Fyn:
'Borgmesterforvaltningen finder det i den forbindelse desuden kritisabelt, at Odeon, på baggrund af en direkte telefonisk forespørgsel fra Odense Kommune som kontraktpart den 21. november 2019, oplyste, at aflysningen af Shen Yun var begrundet i en dobbeltbooking, hvilket nu har vist sig ikke at være korrekt.'
Til gengæld frifinder stadsdirektøren Odeon for selvcensur og indstiller, at kommunen nu lægger sagen død.
'Det er endvidere Borgmesterforvaltningens vurdering, at Odense Kommune ikke skal foretage sig yderligere i anledning af den rejste problemstilling vedrørende det kinesiske show Shen Yun,' skriver stadsdirektøren i sin redegørelse ifølge TV2 Fyn.
Sagen drøftes i byrådet i Odense Kommune på onsdag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.