Astrid Krag: Udlicitering fritager ikke kommunen for pligter

En kommune kan ikke løbe fra sine forpligtelser med den begrundelse, at opgaven udføres af et privat firma, siger indenrigsminister Astrid Krag (S) i kølvandet på Odeon-sagen i Odense.

ODENSE: En kommune har pligt til at undersøge en sag, hvis der er mistanke om ulovligheder blandt kommunens samarbejdspartnere. Det gælder aktuelt for Odense Kommune i kølvandet på den såkaldte Odeon-sag, hvor kulturhusets aflysning af et kinesisk danseshow har skabt mistanke om en skjult, politisk dagsorden, der handlede om ikke at fornærme det kinesiske styre.

Sagen nåede i  Folketinget og affødte flere spørgsmål til Astrid Krag (S) stillet af MF Pernille Bendixen (DF).

Ministeren kan ikke kommentere den konkrete sag, men fastslår, at en kommune på det generelle plan ikke kan løbe fra sit ansvar, hvis der er mistanke om ulovligheder hos en samarbejdspartner.

'De forpligtelser, som en kommune har efter lovgivningen, herunder efter offentligretlige retsgrundsætninger, kan kommunen ikke fraskrive sig ved aftaler om at overlade udførelsen af opgaver til andre. Hvis den aktør, som kommunen har indgået aftale med om at udføre en opgave for kommunen, ikke lever op til de krav, som følger af lovgivningen, så er det kommunalbestyrelsen, som er ansvarlig for at sikre, at kravene alligevel bliver overholdt', hedder det i ministerens svar, hvor hun tilføjer:

'Hvis kommunalbestyrelsen måtte blive bekendt med, at en aktør, som kommunen har overladt en opgave til, muligvis ikke lever op til de forpligtelser, som en kommune har efter lovgivningen, herunder efter offentligretlige retsgrundsætninger, og som kommunen ikke kan fraskrive sig ved aftaler om at overlade udførelsen af opgaver til en anden aktør, vil kommunalbestyrelsen afhængig af de konkrete omstændigheder kunne være forpligtet til at søge forholdet afdækket med henblik på at sikre, at en eventuel ulovlighed bringes til ophør.'

Borgmester skiftede mening
I den konkrete sag fra Odense afviste borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i første omgang at gå ind i sagen med henvisning til, at Odeon drives af et privat selskab, som kommunen ikke havde indflydelse på.

Men i takt med at det politiske pres voksede, ændrede borgmesteren holdning, og forlangte siden en redegørelse fra Odeon-ledelsen. På et byrådsmøde i december besluttede et enigt byråd at undersøge sagen via et partnerskabsmøde med Odeons ledelse. Herefter vil byrådet tage stilling til, om der skal foretages yderligere.

- Jeg er glad for, at ministeren så tydeligt giver udtryk for, at en kommune ikke bare kan løbe fra sit ansvar ved at henvise til, at opgaven varetages af et privat firma, siger Pernille Bendixen til TV2 Fyn.

- Det er simpel kommunaljura, som ingen kan være i tvivl om. Det gør det også helt uforståeligt, at borgmesteren har været så uvillig til at undersøge sagen. Men han ændrede dog heldigvis syn på det undervejs. Så enten er borgmesteren blevet dårligt vejledt, eller også er han gået imod embedsmændenes anbefalinger i starten af sagen, siger Roger Buch, chefforsker i samfundsvidenskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i en kommentar til tv-stationen.

Læs hele ministerens svar her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt