ODENSE: I første omgang havde Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) afvist at kræve en redegørelse - men nu er historien om aflysningen af en systemkritisk dansetrups besøg vokset så stor, at borgmesterkontoret har indkaldt Odeons ledelse til et forklaringsmøde på rådhuset.
Dansetruppen, som de kinesiske myndigheder forsøger at genere rundt i verden ved at lægge pres på de lokale arrangører, fik aflyst sit besøg uden varsel, og Odeons ledelse har givet to modstridende forklaringer på årsagen.
Først hævdede man, at der var foretaget dobbeltbooking på datoerne, dernæst at aflysningen skyldtes en ny prioritering på Odeon mellem kulturelle og kommercielle arrangementer.
Den sidste forklaring blev Peter Rahbek Juel for meget, og han vil derfor have et møde mellem stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen og Odeons ledelse.
- Det er den måde, vi kan få en afklaring på denne her sag. Vi kan ikke juridisk bede en privat virksomhed om en redegørelse, men vi kan gennem vores partnerskabsaftale med Odeon bede om et møde, hvor det her er eneste punkt på programmet, siger Odense-borgmesteren til Fyens Stiftstidende.
Til TV2 Fyn siger borgmesteren:
- Der har været lidt for mange forklaringer i den her sag. Det er også derfor, at jeg gerne vil have, byrådet beder partnerskabet, som vi har med Odeon, om at mødes hurtigst muligt, så vi kan trænge til bunds i den her sag, og vi kan få at vide, hvad der er foregået. Det er nødvendigt for, at Odeon og Odense kan komme videre fra den her sag, som på nærmest sin egen forunderlige vis er gået lidt i selvsving de sidste uger.
Til byrådsmødet onsdag den 11. december har Enhedslisten bedt om et punkt på dagsordenen, der ville kræve en redegørelse. Men nu håber borgmesteren at få opbakning til følgende resolutionsforslag:
'Odense Byråd noterer sig med beklagelse, at det samlede forløb af en mulig booking af det kinesiske show Shen Yun har haft en karakter, hvor det potentielt kan skade både Odeons og Odenses omdømme. Odense Byråd pålægger stadsdirektøren uden unødig ophold til i henhold til operatøraftalen at indkalde partnerskabsmøde, hvor Odeons oplysninger om og redegørelse for det samlede forløb er eneste punkt. Stadsdirektøren skal derefter sikre, at Odense Byråd orienteres. Odeon er en vigtig satsning for hele Odense og et betydningsfuldt aktiv, som det også kommer til udtryk i forpagterens tilbud og forretningsplan Mit. Dit. Vores Odeon. Odeon skal være et central kulturelt samlingspunkt i byen og understøtte vækst og udvikling ved at tiltrække gæster til møder og konferencer. Odense Byråd forventer, at sagens forløb har givet Odeon anledning til en række refleksioner, og at denne læring betyder, at Odeon fremover vil håndtere lignede situationer hensigtsmæssigt til glæde og gavn for de fælles ambitioner for Odeon.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.