Valgkamp ført som udmattelseskrig

Siden Schlüter-tiden i 1980'erne har danske valgkampe varet tre uger, plus/minus en dag eller to, ikke fordi der er noget formelt krav til varigheden, men fordi der i praksis er brug for mindst den tid til at få apparatet på plads, og for at der er tid nok til at overholde frister for brevstemmer, anmeldelser af valglister og så videre.

Der er heller ikke nogen overgrænse for, hvor lang tid der må gå, fra valget bliver udskrevet, og til det holdes. Tilbage i 1960'erne er der eksempler på dobbelt så lange valgkampe, som vi har vænnet os til i nutiden.

I 1960 udskrev Viggo Kampmann valg under Folketingets åbningsdebat 4. oktober, men først til afholdelse 15. november. En valgkamp på 42 dage, og et valg der gav Socialdemokratiet den største tilslutning siden Staunings storhedstid i 1930'erne. Måske var det derfor, efterfølgeren Jens Otto Krag fire år efter satte yderligere trumf på med en valgkamp på 53 dage, igen med et valgresultat som trods lidt tilbagegang på decimalerne fastholdt mandattallet på et niveau, partiet aldrig siden har været i nærheden af.

Det blev også sidste gang - i hvert fald indtil nu - at valgkampe kom til at strække sig over mere end nogleogtyve dage, bortset fra to der gik hen over jul og nytår, 1967-1968 (39 dage) og 1974-1975 (35 dage), men det tæller ikke rigtigt, da valgkampene jo stod på standby i helligdagene. Ved 1968-valget mistede S regeringsmagten, og 1974-valget sendte Poul Hartling ud af Statsministeriet, mens Schlüter i den grad overlevede 1984-valget efter den foreløbig sidste valgkamp, der er forløbet hen over to årstal (25 dage).

Siden dengang er der kun en enkelt valgkamp, 1988, der har strakt sig hen over en helligdag, og det var endda kun en lillebitte en (store bededag). I forhold til de snart talløse gæt på, hvornår FV19 kunne tænkes at blive holdt, spiller netop forårshelligdagene en betydelig rolle, når man efter udelukkelsesmetoden prøver at regne sig frem til, hvornår det kan lade sig gøre at holde et valg uden at irritere vælgerne med politik på dage, hvor de vil holde fri. Denne uge var et godt bud, i princippet altså, for i virkeligheden var det et dårligt bud, eftersom det jo ikke blev sådan.

Men selvom næppe nogen kunne finde på at udskrive en valgkamp hen over fx påsken, så er det jo heller ikke nødvendigt at foretage sig noget formelt, for at en valgkamp de facto kan komme i gang. Der skal bare en tv-duel til mellem statsminister og oppositionsleder, så kører den, og endda på en måde så DR bekvemt kan komme uden om krav fra ukurante statsministerkandidater som Alternativets Uffe Elbæk og Enhedslistens Pernille Skipper om at blive behandlet på lige fod med de to store. Det kommer først til at gælde, når vi kommer til den formelle del af valgkampen, og inden da er både DR og TV2 formentlig kommet i tanker om, at de slet ikke vil den slags denne gang.

Men formelt udskrevet eller ej, så bliver det en lang, lang valgkamp. Hvis man, som mange gør, gætter på et folketingsvalg samme dag som europaparlamentsvalget (søndag 26. maj, eventuelt flyttet til torsdag 23. maj), står vi med en tidshorisont på seks uger eller mere. En anden favorit blandt gættene er, at folketingsvalget vil blive udskrevet lige efter europaparlamentsvalget til afholdelse på den absolut sidste dag i valgperioden, 17. juni, og så nærmer vi os ti ugers valgkamp mod de ellers normerede tre uger.

Der er dem, der mener, at hvis valgkampen i 2011 havde varet blot et par dage mere, så ville Lars Løkke Rasmussens regering have overlevet, men den slags kan i sagens natur kun blive rent gætteri. Hvad der derimod er nagelfast, er, at jo længere en valgkamp varer, jo mere bliver der trukket på partiernes kampagnestabe og -budgetter. Og hvad værre er, også på hvor længe vælgerne orker høre på argumenterne for udspil, som et parti måtte have forsøgt at time efter en valgdato, der var gættet forkert.

Her er vilkårene en del mere fordelagtige for den, der ikke behøver gætte på en dato for at ramme rigtigt. Om det så er nok til at vinde, det er en anden sag.