
NORDJYLLAND / MIDTJYLLAND / SYDDANMARK : Region Nordjylland, Syddanmark og Midtjylland har ønsket kapacitetslofter – et maksimum for antallet af klasser - for 11 gymnasier i de tre regioner, men undervisningsministeriet imødekommer kun delvist ønsket med henvisning til elevernes frie valg.
Det betyder konkret, at der ikke er fastlagt et kapacitetsloft for Hasseris Gymnasium, ligesom Aalborg Katedralskole kun skal nedjustere deres kapacitet med en klasse mod regionens indstilling om, at skolen skal gå to klasser ned i forhold til den nuværende kapacitet.
Regionerne har på flere gymnasier ønsket sig treårigt kapacitetsloft, men har kun fået etårige. Det sker, fordi ministeren venter på ekspertgruppes anbefaling på området. Den ventes klar i juni.
- Med beslutningen om kapacitetslofter på ti gymnasier tager vi både hensyn til, at kommende gymnasieelever fortsat frit skal kunne søge om optagelse på det gymnasium, de ønsker, og til de tre regioners indstillinger. Indstillingerne om kapacitetslofter har bred politisk opbakning i regionerne, og jeg har respekt for, at man lokalt tager ansvar for at finde løsninger, som kan være med til at sikre, at gymnasierne fortsat er fagligt bæredygtige, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).
Kapacitetslofterne for de pågældende institutioner betyder, at institutionerne ikke kan optage flere elever det kommende skoleår, end lofterne giver mulighed for. Hvis der er flere ansøgere, der har søgt en bestemt institution, end der er plads til, skal fordelingsudvalgene fordele ansøgerne.
Skuffelse i Nordjylland
Regionsrådet i Nordjylland er skuffet beslutningen. Med udsigt til færre unge og dermed faldende elevtal frem mod 2030 har man i Nordjylland ønsket at indføre kapacitetslofter for at sikre elevgrundlaget for gymnasier i de omkringliggende mindre byer, bl.a. Fjerritslev Gymnasium og Brønderslev Gymnasium.
Ministerens afvisning betyder, at man på trods at de fælles ønsker i Nordjylland nu reelt ikke har mulighed for at understøtte elevgrundlaget på gymnasierne udenfor Aalborg, mener regionsrådsformand Ulla Astman (S):
- Vi mener, at det er et skridt i den forkerte retning. De unge skal jo selvfølgelig søge ind dér, hvor de helst vil, men de mange unge, som foretrækker det nærmeste lokale gymnasium, skal også have den mulighed fremover – også selv om de ikke bor i en af de større byer. Det er kapacitetsloftet et godt redskab til at sikre, men med sin beslutning har undervisningsministeren gjort det svært, siger hun.
Ulla Astman stiller sig meget undrende overfor, at ministeren vælger at gå imod flere af de løsninger, der er fundet lokalt efter dialog mellem Regionsrådet og gymnasierne:
- Det kan ende med at ramme et helt lokalområde, hvis en uddannelse må lukke, fordi elevgrundlaget forsvinder, understreger Ulla Astman.
Det etårige kapacitetsloft for det kommende skoleår er tildelt følgende gymnasier:
Rødkilde Gymnasium i Vejle
Rosborg Gymnasium i Vejle
Th. Langs HF & VUC i Silkeborg
Mariagerfjord Gymnasium
Frederikshavn Gymnasium
Hjørring Gymnasium
Brønderslev Gymnasium
Aalborg Katedralskole.
Aalborghus Gymnasium
Nørresundby Gymnasium i Aalborg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.