Københavns Museum får doneret interaktiv bymodel

Modellen skalerer Indre By til og med søerne og Islands Brygge ned til forholdet 1:750.
3. MAR 2019 16.01

KØBENHAVN: Københavns Museum får en model af byen i sine nye lokaler på Stormgade 18. Bag donationen står A. P. Møller Fonden.
En omkring 24 kvadratmeter stor model af København kan nu blive virkelighed på Københavns Museum, oplyser TV2 Lorry.

Den store model, der skalerer Indre By til og med søerne og Islands Brygge ned til forholdet 1:750, skal fungere som hovedattraktion i en stor installation om København. Installationen rummer også en multimedieinstallation, som skal omgive og være med til at skabe en totaloplevelse af bymodellen.

Projektet koster 14,9 mio. kr., og onsdag vedtog Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune at takke ja til gaven fra fonden, som dækker hele beløbet. Indstillingen sendes nu til Borgerrepræsentationen, som også skal godkende.  

Flere digitale lag
Siden lukningen af museumslokalerne på Vesterbrogade, hvor Københavns Museum lå frem til 2015, har mange spurgt til den model af København, som tidligere stod på forpladsen.

Lige nu arbejder design- og arkitektstudiet JAC Studios på at udarbejde en slags modulløsning, som vil udgøre modellen. Samtidig vil der med tiden kunne lægges forskellige digitale lag på modellen, som kan forklare nærmere om hovedstadens historie.

JAC Studios står for koncept og udførelse af modellen. Det er samme arkitektfirma, der også står for resten af indretningen af det nye museum.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt