dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto ©Philip Davali/Ritzau Scanpix
Ny kontanthjælpsaftale præsenteres på doorstep i Beskæftigelsesministeriet
Foto ©Philip Davali/Ritzau Scanpix

Børn i kontanthjælpsfamilier får dækket fritidsaktiviteter

14. JUN 2022 13.41
Alle børn skal have mulighed for at gå til en fritidsaktivitet, mener rød blok, som indfører fritidstillæg.

En ny politisk aftale om sociale ydelser skal fremover sikre, at børn i kontanthjælpsfamilier også kan gå til en fritidsaktivitet.

Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tirsdag på et pressemøde, hvor han sammen med rød blok og Kristendemokraterne præsenterede aftalen om sociale ydelser, herunder kontanthjælpssystemet.

- Vi indfører et fritidstillæg målrettet børnene, så de kan gå til fodbold, komme til spejder og have råd til at få afholdt børnefødselsdage.

- Alt sammen noget, der gør det muligt for børn i lavindkomstfamilier at deltage på lige fod i alle de aktiviteter, som også giver børn og unges tilværelse mening, siger han.

Fritidstillægget vil være til alle børn i kontanthjælpsfamilier, og beløbet vil være 250 kroner skattefrit per barn per måned. Derudover vil det være øremærket fritidsaktiviteter.

Ifølge aftalen kommer det 40.000 børn til gode.

Beskæftigelsesministeren mener, at man med rette kan kalde aftale for "børnenes kontanthjælpsreform".

Enhedslistens formand Mai Villadsen kalder det en aftale, der løfter børn ud af fattigdom, og som hjælper alle børn i kontanthjælpssystemet.

- Det er helt uacceptabelt, at børn bliver udelukket af fællesskabet, fordi deres forældre er uden for arbejdsmarkedet.

- Det betyder, at der i dag er rigtig mange børn, der ikke kan være en del af fritidsaktiviteter, som ikke kan tage med til børnefødselsdagen, og som ikke har mulighed for at være en del af fællesskabet. Og dem hjælper vi nu, siger hun.

For at sikre at fritidstillægget kommer børnene til gode, skal forældrene ifølge aftalen hver tredje måned dokumentere med kvitteringer, at mindst to tredjedele af beløbet er blevet brugt på børnenes fritidsaktiviteter.

Beløbet kan anvendes bredt til barnets kultur- og fritidsliv. Det gælder blandt andet i forbindelse med sportsaktiviteter og udstyr eller kulturtilbud som biograf, teater eller museum.

Tillægget vil også kunne bruge til for eksempel skolekoloni og studieture.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR