dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Overvågning af skibe skal give indsigt i fiskeri

4. OKT 2020 13.21
Fødevareministeren og fiskeribranchen er enige om en model for elektronisk overvågning af fiskeri i Kattegat.

Fiskeriminister Mogens Jensen (S) og fiskeribranchen i form af Danmarks Fiskeriforening er blevet enige om en model for overvågning af fiskeriet i Kattegat.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

11 fartøjer vil få installeret monitoreringsudstyr om bord i løbet af 2020.

Konkret skal det give indsigt i mængderne af fisk og sammensætning af de fangster, der hives i land.

Blandt andet kommer aftalen, efter at torskebestanden i en række år har været i dårlig tilstand.

Ifølge Mogens Jensen gør aftalen desuden fiskeribranchen grønnere.

- Jeg er enormt glad for, at vi nu står med en gruppe af fartøjsejere, som aktivt går ind i projektet og er med til at sikre, at der forsat kan fiskes efter jomfruhummer i Kattegat, og at vi i fremtiden kan få et endnu mere grønt og bæredygtigt fiskeri, siger han i pressemeddelelsen.

Projektet skal evalueres frem mod oktober næste år. Herefter kommer en anden fase, hvor hovedparten af trawlfartøjer vil få installeret elektronisk udstyr til overvågning.

Overvågningen har været omdiskuteret. Fiskeribranchen har længe været imod.

Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, siger da også, at man er imod tvungen kameraovervågning. Men han sætter pris på, at der er indgået aftale om en frivillig model.

Han håber desuden, at erfaringerne kan sørge for, at det bliver taget op til revurdering, om den anden fase skal iværksættes.

- Der har nærmest været kamptilstande i fiskeriet det seneste halve år på grund af den tvungne kameraovervågning, der blev besluttet. Nu har vi lavet en frivillig aftale og en evaluering inden for et år. Det håber vi, kan få ministeren på andre tanker, siger han.

Projektet vil blive evalueret løbende, oplyses det i pressemeddelelsen. Det vil som udgangspunkt fortsætte til 2023.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR