Professor: Forbudte TV2-optagelser kan være berettigede
Ekstra Bladet har tirsdag bragt skjulte optagelser fra et plejehjem, som retten forbød TV2 at vise.
I sidste uge blev der nedlagt et fogedforbud, så TV2 ikke kunne vise skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet hælder dog til, at den offentlige interesse vejer tungest i sagen.
- Man kan diskutere afvejningen mellem beskyttelsen af den private og hensynet til offentligt interessante spørgsmål.
- Jeg hælder mest til at mene, at hensynet til at kunne diskutere og se, hvad der foregår, vejer tungere, siger han.
Optagelserne skulle have indgået i en dokumentar omkring plejeforholdene på plejehjemmet, hvor den 90-årige Else bor.
Hun er demensramt, og derfor mener landsretten ifølge TV2 ikke, at hun kan give et gyldigt samtykke til optagelserne.
De er dog lavet sammen med Elses syv børn og barnebarn, der er værge.
De har dog ikke fuldmagt til at give samtykke i sådan en sag her, fortæller Sten Schaumburg-Müller.
Ekstra Bladet har tirsdag valgt at offentliggøre nogle af de skjulte optagelser, som der blev nedlagt fogedforbud mod, at TV2 viste.
Det kan føre til et retligt efterspil, lyder det fra juraprofessoren.
- EB - altså deres chefredaktør - er i åbenlys risiko for at blive bragt for retten for overtrædelse af straffeloven, siger han.
/ritzau/
















