Efter måneders arbejde og en smule forsinkelse kan regeringen nu pege på de tre såkaldte storskalaprojekter med kunstig intelligens, som regeringen mener kan udrulles i den offentlige sektor.
Det er digitaliseringsminister Caroline Stage (M), der præsenterer de tre projekter, som er regeringens oplæg til kommunerne og regionerne.
- Det er det, som vi ser, at vi kan sætte strøm til relativt hurtigt og få løftet den danske velfærd ind i det 21. århundrede, siger hun.
De tre projekter omhandler automatiseret dokumentation, så AI kan hjælpe med at læse journaler og skrive referater, digitale assistenter til borgere og virksomheder som alternativ til selvbetjeningsløsninger samt digitale assistenter, der hjælper medarbejdere med sagsbehandling i den offentlige sektor.
- Det her handler ikke om, at en computer skal ind og erstatte alle de menneskelige vurderinger, der er på nuværende tidspunkt. Men de skal være med til at kvalificere og effektivisere den tid, vi bruger på det, siger Caroline Stage.
Tiden skal 'bruges ordentligt'
Mange af de AI-løsninger, der vil være en del af projekterne, findes allerede forskellige steder i den offentlige sektor, men som regeringen altså ønsker at samle og gøre tilgængelig for alle kommuner, regioner og staten.
- Nu skal vi ud og have dem til at virke og få kommunerne til at bruge dem, så vi kan bruge vores tid rigtigt.
- Vi har kun 24 timer i døgnet, og det er kun syv eller otte timer af dem, som vi har på arbejde. De timer skal bruges ordentligt, og det bliver de ikke altid i dag. Men det skal de blive i morgen - blandt andet også med AI, siger Caroline Stage.
For regeringens ambition er, at kunstig intelligens både kan være med til at frigøre ressourcer og løfte kvaliteten i velfærden.
- Jeg tror ikke, at hverken kommuner, regioner eller staten er i tvivl om, at der kan frigøres årsværk og tid til noget vigtigere end det, der bliver lavet i dag, siger Caroline Stage.
Men ambitionen er ikke at gøre det til en spareøvelse på administrative udgifter i det offentlige, lyder det videre fra digitaliseringsministeren.
Udrulles fra 2026 og frem
Idéen med de tre storskalaprojekter blev lanceret af statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale på Kommunernes Landsforenings (KL) topmøde i marts.
Hun ønskede, at de tre projekter skulle være fundet inden sommer.
- Den offentlige sektor i Danmark skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens, sagde Mette Frederiksen i talen.
Caroline Stage kan endnu ikke sige noget om, hvad de tre storskalaprojekter kommer til at koste. Det er for tidligt i processen, lyder det.
Men hun håber, at projekterne kan udrulles gradvist fra 2026 og frem.
/ritzau/mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




















