AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Opfordring: Find ud af, hvad I vil med jeres selskaber

Der er masser af politik i forsyningsselskaber, men det kræver, at kommunen ved, hvad den vil.

Energi, vand, varme, affald og spildevand udgør rygraden i den kritiske infrastruktur, også selv om områderne lagt ud i selvstændige kommunale selskaber. 

Derfor er der alt mulig grund til at tage de bestyrelsesposter alvorligt, som kommunerne har i selskaberne. 

Sådan lød budskabet fra Trine Holmberg, tidligere direktør hos Argo og nu bestyrelsesmedlem i flere forsyningsselskaber, og fra Køges tidligere borgmester Marie Stærke på KL's Klima- og Miljøtopmøde fredag.

Trine Holmberg fremhævede, at der er meget stor økonomi i selskaberne, og at det nogle gange måske har været lidt for meget ren rutine for byråd at godkende garantistillelser til selskaberne.

- Vi har jo set eksempler på, at det kan gå galt, sagde hun - uden tvivl med henvisning til Odsherred, hvor kommunen er endt med en gæld på mange millioner efter et fejlslået fjernvarmeprojekt.

 - Det er et vanvittigt vigtigt emne, og der er masser af politik i forsyningsselskaberne, supplerede Marie Stærke. 

Ejerstrategi vigtig

Trine Holmberg kaldte forsyningsselskaberne en meget stor muskel, når man skal skabe udvikling - hvad enten det gælder klimasikring, grøn omstilling eller beredskab. 

Marie Stærke opfordrede til at tage styringen og - med et engelsk udtryk - owne sine forsyningsselskaber, fordi de spiller så stor en rolle - for udrulning af fjernvarme, for rent drikkevand, for forbrugernes udgifter og så videre.

Begge anbefalede byrådene at lægge en klar strategi for, hvad de vil med selskaberne. 

- En ejerstrategi skal ikke bare være et pænt stykke papir, hvor der står noget om grøn omstilling og priser, og så er alle glade. I strategien kan man definere sine visioner, men de bør også oversættes til konkrete mål, så der er mulighed for at følge op på, hvordan det går med at efterleve ejerstrategien, sagde Trine Holmberg.

Struktur og kultur

Hun opfordrede samtidig til at få lavet en klar struktur for kommandoveje og møder mellem kommune og selskab, men lige så vigtigt en kultur, hvor der er tillid, dialog og at man vil hinanden.

Også Marie Stærke anbefalede ikke kun at skrive fine ting på papir, men også følge op på, om det bliver til noget. 

- Enhver politisk succes afhænger af en rigtig proces. I Køge har vi lavet politiske følgegrupper, så bestyrelsesmedlemmer på formøder med gruppen og embedsmænd kan sparre om, hvad der er på dagsordenen. Vi har også sat embedsmænd til at følge dagsordenerne og oversætte, hvad der skal besluttes, og hvad lovgivningen siger. Som politiker kan man sagtens dele dilemmaer med andre, det er kun selve dagsordenen, du ikke må dele, sagde hun.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/opfordring-find-ud-af-hvad-i-vil-med-jeres-selskaber

GDPR