I løbet af 2025 deltog beboere fra de syv småøer Avernakø, Lyø, Bjørnø, Endelave, Hjarnø, Omø og Agersø i et forløb, der mundede ud i konkrete beredskabsplaner i tilfælde af oversvømmelse, strømsvigt eller andre katastrofer. Det fremgår af Sammenslutningen af Danske Småøers hjemmeside.
I forvejen har alle danske småøer brand- og akutberedskab, mens der nu fokuseres på beredskab, der kan klare kriser ved oversvømmelser eller forsyningsnedbrud.
- Der er mange, som ikke tænker over det i hverdagen, men der er kommet en fin opmærksomhed på det, og øboerne har været rigtig glade for det, siger sammenslutningens formand Kirsten Sydendal til DR. På Bogø og Farø er beboerne ifølge kanalen i gang med at udarbejde deres planer for beredskab.
Forløbet sidste år var et samarbejde mellem ø-sammenslutningen, Københavns Professionshøjskole, øerne, øernes kommune og beredskabet på fastlandet. Det blev gennemført som workshops med lektor på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole Nina Baron.
Medbestemmelse er vigtig
I forbindelse med sin forskning i oversvømmelsessikring af de danske småøer har hun tidligere har haft lignende forløb på Skarø og Brikholm.
Nina Baron siger til DR, at det i udarbejdelsen af beredskabsplanerne har været vigtigt ikke at komme med en færdig løsning: "Jeg spurgte dem, hvad de ville gøre, hvis der nu kom et strømnedbrud. Hvad ville deres største udfordringer være, og hvad havde de styr på?"
I fx Omøs beredskabsplan vil der ved strømafbrydelse nu træde en krisestab sammen, bestående bl.a. af det lokale vandværk, dagligvarebutikken, havnefogeden og en hjemmesygeplejerske. Krisestaben vil evt. kunne beslutte, at samtlige huse skal tjekkes for varme og forplejning, siger formand for Omø Beboer- og Grundejerforening Dorthe Winther til DR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















