DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Wammen slår KL's økonomi-ønsker ned før forhandling

Afsluttende positionering før økonomiaftaleforhandlinger i dag.

"Helt uden for skiven". Sådan er finansminister Nicolai Wammens (S) svar i Politiken til partifællen Jacob Bundsgaard i dennes egenskab af KL-formand og som afsender af et ønske om et løft på 5,5 mia. kr. til forhandlingerne om dette års økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Også Danske Regioners ønsker - 2,1 mia. kr. til drift og 5,9 mia. kr. til anlæg - får samme karakteristik af finansministeren. Regionerne åbnede forhandlingsrunden i går, kommunerne gør det i dag. 

Regeringens udspil til de to forhandlingsrunder er naturligt nok en del lavere end de to modparters.

I forhold til regionerne er deres ønske om 2,1 mia. kr. "cirka det dobbelte af det, der er regeringens udgangspunkt", sagde Nicolai Wammen efter åbningsmødet mandag. Hvad angår de 5,9 mia. kr. til anlæg, ligner regeringens modsvar et rundt nul.

Svaret til kommunerne er inden forhandlingerne i dag knap så konkret, men finansministeren gør det klart, at KL ikke skal vente at få sine ønsker opfyldt. "Der er ikke plads til ønsker af den størrelsesorden", siger Nicolai Wammen til Politiken.

KL åbner forhandlingerne med regeringen i eftermiddag.

mk