
FREDERIKSSUND: Intet i den planlagte bydel Vinge nord for Frederikssund er gennemført smertefrit eller gået efter planen. Derfor kommer det næppe som den helt store overraskelse, at bydelen, planlagt til at huse 20.000 indbyggere, får en splinterny s-togsstation, som først kan tages i brug et halvt år efter, den står færdig.
S-togstationen er i forvejen forsinket, ligesom det oprindelige budget på 55 mio. kr. ikke holdt. Men i efteråret kom finansieringen af byggeriet på plads via et samarbejde mellem et folketingsflertal udenom den daværende V-LA-K-regering og Frederikssund Kommune, hvorefter Banedanmark lovede stationen færdig til denne sommer.
Men DSB, som administrerer s-togsdriften, var åbenbart ikke taget i ed. Og statsbanernes køreplan er ikke sådan at lave om - den konstrueres for 12 måneder ad gangen, og derfor må Vinge vente med at blive en del af kredsløbet til december.
Stort puslespil
- Når vi laver en køreplan, så er det et meget stort og kompliceret puslespil, der skal gå op i en højere enhed. Det gør vi én gang om året. Næste gang der er et stort køreplansskifte, det er den 13. december 2020, og det vil også være der, hvor Vinge vil figurere på køreplanen, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov til TV2 Lorry.
I Frederikssund Kommune tager man forsinkelsen ad notam.
- Det havde naturligvis været optimalt, at Vinge Station kunne togbetjenes, så snart den er færdigbygget. Og vi er i dialog med DSB om det, men indtil videre har det ikke umiddelbart været muligt at få dette ønske opfyldt. Under alle omstændigheder glæder vi os til, at Vinge Station kan tages i brug senest i december i år, siger borgmester John Schmidt Andersen (V) til tv-stationen.
DSB's modvilje mod at ændre på køreplanen hænger muligvis sammen med, at det samlede indbyggertal i Vinge pt. begrænser sig til cirka 100 fordelt på 74 boliger. S-togsstationen skal genoplive området som attraktiv tilflyttermulighed med kort transporttid til København og masser af natur.
Senest har flere almennyttige boligselskaber budt ind på byggegrunde omkring den kommende s-togsstation, og det vil efter planen tredoble indbyggertallet og antal boliger i løbet af 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.