
KØBENHAVN: Det retslige efterspil om Bilka i Fields på Amager har fået et punktum. Natur- og Miljøklagenævnet dropper at anke sagen om Bilka-butikken, som blev erklæret ulovlig af Østre Landsret den 17. februar.
- Natur- og Miljøklagenævnet har i samråd med Kammeradvokaten besluttet ikke at anke dommen til Højesteret. Det er herefter op til Københavns Kommune som tilsynsmyndighed at beslutte, hvilke konsekvenser dommen skal have for Fields, skriver nævnet på sin hjemmeside.
I en opsigtvækkende dom fastslog Østre Landsret, at Naturklagenævnets godkendelse af Københavns Kommunes lokalplan er ugyldig.
Københavns Kommune regner med at have færdigbehandlet en byggeansøgning fra Fields inden for et par måneder, så det står klart, hvordan Dansk Supermarkeds Bilka-afdeling for dagligvarer begrænses til den lovlige størrelse.
Det oplyser administrerende direktør i kommunens teknik- og miljøforvaltning Hjalte Aaberg til ritzau.
- Vi vil hurtigt tage kontakt til Fields og bede dem om en byggeansøgning med forslag til, hvordan de vil lovliggøre det, siger Hjalte Aaberg.
Kommunen har ikke på forhånd lagt sig fast på konkrete krav til, hvordan den 13.000 kvadratmeter store Bilkabutik skal omdannes.
Må lovliggøres
- Efter at Natur- og Miljøklagenævnet har opgivet at anke dommen om, at butikkerne i Fields er ulovlige i deres nuværende udformning, må Københavns Kommune hurtigt tage affære og sikre, at lovgivningen overholdes, siger Per Clausen, miljøordfører for Enhedslisten i en pressemeddelelse.
- Det vil være helt utroværdigt over for de forretninger i København, som overholder lovgivningen, hvis Fields fortsat kan slippe godt fra at bryde loven. Det slemt nok, at myndighederne helt klart har givet Bilka og Fields særbehandling i denne sag, hvis man ikke griber ind nu, udvikler sagen sig til at vær en rendyrket skandale, slutter Per Clausen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.