
Regering og opposition kæmper om at fortolke virkeligheden: Foregår der nedskæringer på daginstitutioner eller i skoler eller gør der ikke? Hvilke tal er rigtige? Hvilke er falske?
Ud over kampen om udlægningen af de millioner, milliarder og procenter, vi efterhånden har hørt mange gange i de sidste uger, kæmper de to parter i salen også om at erobre den rette fortolkning om, hvad det i virkeligheden er, danskerne vil have.
Her stod oppositionen i kø for at påpege, at danskerne hellere vil have velfærd end skattelettelser.
SF-formand, Villy Søvndal, henviste til den dugfriske Gallup-undersøgelse, der viser at ca. tre fjerdedele af danskerne er parat til at give køb på regeringens skattestop, hvis det kan forhindre nedskæringer på daginstitutionerne.
- Er det så et udtryk for socialisme? Er det ikke ret mange? Spurgte han.
Forstår ikke kontrasten
Socialdemokraternes ordfører Henrik Sass Larsen slog på danskernes oplevelse af kontrasten mellem den private velfærd og offentlige velfærd.
- Det er kontrasten, som regeringen ikke forstår. Kontrasten mellem at have holdt den dyreste ferie i udlandet med familien nogensinde ? og så komme hjem og aflevere ungerne i en nedslidt skole. Eller i en børnehave, hvor der mangler ansatte. Hvor der er for lidt plads. Hvor der tales om nedskæringer og diskuteres, hvor kvaliteten skal sænkes. Den kontrast bryder danskerne sig ikke om, sagde han.
Eller som Enhedslistens Line Barfoed sagde det:
- Hvis vi vender os mod virkeligheden ude i de private hjem, kan vi se, at der er blevet råd til rigtig mange fladskærme, samtalekøkkener og velværebadeværelser. Det hænger meget dårligt sammen med folks oplevelser af nedskæringer i den kommunale service, f.eks. nedskæringer i børnehaver og flere og flere ældre, der får frostmad i stedet for varm mad.
Simon Emil Ammitzbøll fra de Radikale foreslog konkret at afskaffe den takstnedsættelse for børnepasning, som blev indført for trekvart år siden.
- Ville det ikke være en idé at komme forældrene i møde og droppe den takstnedsættelse og bruge pengene til bedre kvalitet.
Venstres nyslåede ordfører, Troels Lund Poulsen, der i dag således har fået en flyvende start, fastslog blandt andet:
- Vi vil hylde princippet om flest muligt penge til den enkelte. Det er der større frihed i.
I sin ordførertale pegede han blandt andet på, at regeringens skattestop nu har varet i 1774 dage.
- De tider, hvor en ny skat eller afgift blev indført eller forhøjet hver eneste måned er forbi. Under Nyrups regeringer 1 1990?erne steg kommuneskatterne i gennemsnit med tre procentpoint ? det er slut nu! Skattestoppet giver tryghed for den enkelte dansker.
Ingen hjælp til kommunerne
Om det omdiskuterede ekstra tilskud til kommunernes økonomi fastslog han:
- Det nuværende overskud er en engangsindtægt ? og man finansierer simpelthen ikke løbende udgifter med engangsindtægter. Men her er oppositionen tilsyneladende parat til at slippe Anker Jørgensens uansvarlige politik ud af flasken igen.
Debatten fortsætter med de øvrige partiers ordførere i løbet af eftermiddagen og ventes at strække sig til ud på aftenen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.