Med en stadig voksende rumlen af valgtrommer til det kommende folketingsvalg fyldte de landspolitiske historier godt op i ugen, der gik.
Inger Støjberg præsenterede Danmarksdemokraternes kandidater, hvoraf godt hver tredje ud af 30 har rødder i kommunalpolitikken. De Konservatives Søren Pape lancerede sig selv som statsministerkandidat parallelt med Venstres Ellemann-Jensen, Venstres stemmesluger Søren Gade meldte sig klar til endnu en tørn i Folketinget, og fungerende formand for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose går efter både formandskabet for partiet og Christiansborg.
Følg i øvrigt DK Nyt's løbende dækning af partiernes kandidatopstillinger - storkreds for storkreds - på Folketingsvalg.
"Urimeligt og uartigt", kaldte Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) det, da denne uge afslørede, at ikke færre end 50 kommuner har søgt støtte som "særligt vanskeligt stillede", selvom flere er blandt de bedre stillede. Borgmesteren efterlyser kriterier for hvilke kommuner, der overhovedet skal kunne søge puljen.
At kommunerne generelt er økonomisk pressede i forhold til budgetterne er der mange eksempler på - fx bad Slagelse denne uge indenrigs- og boligministeren om et møde for at undgå udsigterne til at komme under administration.
Pressede budgetter hjælper nok heller ikke lige på kerneområder som plejecentre, hjemmepleje og hjemmesygepleje, hvor der er store problemer med at opretholde patientsikkerheden. Det viste en rapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der også kritiserer, at problemerne ikke altid bliver løst, efter de er blevet påpeget.
Helsingør Kommune er godt træt af den tilbagemelding, der denne uge kom fra Datatilsynet, efter en gennemgang af kommunens kortlægning af datasikkerheden i forbindelse med skolernes brug af computeren Chromebook og platformen Google Workspace. Datatilsynet fastholder nemlig sit forbud, fordi den ikke mener, at sikkerheden er i orden. I Helsingør efterlader afgørelsen et "totalt kaos" og en kommune der er "virkelig, virkelig udfordret," lød det fra borgmester Benedikte Kiær (K).
Den længe ventede undersøgelse af en mulig krænkelseskultur i Nyborg Kommune så dagens lys i en præsentation, der orienterer politkere, ledelse og medarbejdere trinvist, og hvor alle først er fuldt orienteret sidst på måneden. For pressen var det dog muligt at se præsentations slides, så DKNyt kunne orientere om undersøgelsens centrale pointer. Bemærkelsesværdigt var bl.a. følelsen hos nogle medarbejdere af en "os og dem-kultur", der fyldte mere end de forholdsvis få tilfælde af krænkelse.
Og endelig så blev et syv år langt kritiseret jobforløb for en PTSD-ramt i Randers denne uge delvis afklaret med en førtidspension til borgeren. Der forestår stadig en ekstern undersøgelse af Jobcentrets ageren. Og iøvrigt arbejder kommunernes jobcentre generelt med deres image: de kunne generelt godt trænge til en ny fortælling, mente rådmand og medarbejder fra Odense, mens rådmanden Christian Lilleholts parti Venstre helst så jobcentrene helt nedlagt.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.