AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Christina Krzyrosiak Hansen (33 år) har været byrådsmedlem siden 2013. I 2017 blev den yngste borgmester i Danmark nogensinde. Hun var været borgmester i Holbæk siden 2017 og blev genvalgt til perioden 2026-2029.
Kommunernes Landsforening

Tydeligt håb fra udvalgsformand: Vi skal blive endnu bedre

Christina Krzyrosiak Hansen (S) vil løfte kvaliteten i dagtilbud og skoler med fokus på trivsel, faglighed og stærke fællesskaber for børn og unge. 
30. MAR 2026 7.52

Ved KL’s topmøde i Aalborg den 12. og 13. marts 2026 blev de politiske udvalg sammensat, og her blev Christina Krzyrosiak Hansen (S) valgt til fortsat at stå i spidsen for Børne- og Undervisningsudvalget.

En tryg start og en god skolegang

- Mit håb er, at vi bliver endnu bedre, end vi er i dag til at give børn en god og tryg start på livet i dagtilbud med høj kvalitet og sikre, at børn og unge får en god skolegang, hvor de lærer, trives og udvikler sig og går videre i livet med en skoletaske fuld af gode minder. Her spiller lærere, pædagoger og ledere, som hver dag har lyst til at gå på arbejde for at gøre en forskel for vores børn og unge, en helt afgørende rolle, lyder det fra Christina Krzyrosiak Hansen, som fortsætter:

- Det er også vores ansvar, at de fællesskaber, der ligger efter skoletiden, er stærke. Vi skal sørge for, at der er nogle fritidstilbud, hvor man kommer væk fra sin skærm og alt det, der tynger. At man kan få lov at opleve, at man er god til noget. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for at skabe de rammer, som vores børn og unge har brug for, for at fællesskab og nye venskaber kan opstå.

Mere frihed og udvikling i skolen

Statens kontrol over skolerne er noget, som har fyldt meget på den politiske dagsorden det seneste år, og netop dét vil Christina Krzyrosiak Hansen forsøge at bekæmpe. 

- Noget af det vigtigste er, at vi skal gå fra mindre central styring og over til mere tiltro til de dygtige lærere, pædagoger og lederes faglighed. Det betyder også en stor og vigtig opgave for kommunerne og skolebestyrelserne, så vi i fællesskab kan skabe gode lokale folkeskoler. Samtidig bliver udviklingen af fagene og skolen i det hele taget en vigtig dagsorden. Det har jeg store forventninger til, og mange engagerede lærere er allerede i fuld gang med at bidrage til arbejdet med at udvikle de nye fagplaner.

De største udfordringer

Når man spørger til de største udfordringer på området, peges der særligt på børn og unges trivsel:

- Der er alt for mange børn og unge, der ikke har det godt. Her har vi en kæmpe opgave i vores dagtilbud, skoler, i fritidstilbud, på ungdomsuddannelser og i fritidsjob. Men der er ikke én skole, én børnehave eller én dagpleje, som kan bære hele ansvaret. Børnene og deres liv er et fælles ansvar. Og derfor skal vi sikre, at skolerne og dagtilbuddene har de bedst mulige rammer, så flest mulige børn og unge får den hjælp, de har brug for.

Plads til alle børn og unge

Så selvom udfordringerne kan virke store, har Christina Krzyrosiak Hansen et klart fokus på målet:

- Jeg håber, at vi kommer endnu tættere på at få skabt dagtilbud, skoler og fritidstilbud, hvor der er plads til alle børn og unge, og hvor vi lytter til dem og deres forældre. Og hvor der også er endnu mere plads til, at lærere og pædagoger har mulighed for at gøre det, de er bedst til, nemlig give børn og unge en tryg hverdag, hvor de lærer og udvikler sig og ikke mindst trives.

Børne- og Undervisningsudvalget 2026-2030

  • Formand: Christina Krzyrosiak Hansen (S), Holbæk
  • Næstformand: Jesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg
  • Rådmand Thomas Medom (SF), Aarhus
  • 1. viceborgmester Cecilie Lindahl (R), Lyngby-Taarbæk
  • Borgmester Marco Damgaard (S), Herlev
  • Byrådsmedlem Mads Thomsen (S), Odense
  • 2.viceborgmester Liselotte Lynge Jensen (DD), Vesthimmerland
  • Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), København
  • Borgmester Kathrine Fusager Rohde (V), Viborg

Denne artikel er del af en serie om de nye udvalgsformænd i KL. DK Nyt har lavet en skriftlig rundspørge til udvalgsformændene med de samme fire spørgsmål. Der er ikke ændret i svarene, men mellemrubrikker kan være tilpasset indholdet. 1. Din vision for formandskabet i den kommende valgperiode, 2. Tre vigtige fokuspunkter i det kommende udvalgsarbejde, 3. Største udfordringer indenfor dit område, 4. Hvilke resultater vil du gerne kigge tilbage på om fire år?

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tydeligt-haab-fra-udvalgsformand-vi-skal-blive-endnu-bedre

GDPR