Tønder tager hul på at udtage lavbundsjord
Udover klimagevinsten vil udtagningen af de 34 hektar gammel mose betyde, at udvaskningen af kvælstof til Vadehavet reduceres med ét ton hvert år.
Foto: Tønder Kommune

Klimagevinst i sigte:
Tønder tager hul på at udtage lavbundsjord

34 hektar marker på gammel lav mosejord bliver til natur igen og skal fange klimagasser og næringsstoffer. Der er et potentiale på 8.000 hektar lavbundsjord i kommunen.

TØNDER: Syd for Kogsbøl Mose er Tønder Kommune ved at gennemføre et projekt, hvor dræn og grøfter sløjfes på 34 ha lavtliggende landbrugsjord. Det gavner både klimaet og naturen, lyder det fra Tønder Kommune.

Arealerne har, inden de blev drænet i midten af forrige århundrede, været en del af Kogsbøl Mose. Den tidligere mosejord har et højt indhold af tørv, og når tørv nedbrydes, så udleder det CO2. Når man stopper dræningen, så stopper nedbrydningen af tørven også. I området ved Kogsbøl Mose vil det betyde en reducering af, hvad der svarer til 532 ton CO2 hvert år. 
 
Den højere vandstand forvandler arealerne til nye enge og moser og giver dermed naturen i området et markant løft. I forbindelse med projektet graves der nye vandhuller, som er et levested for en række padder og fugle. Der tinglyses en deklaration på arealerne, der sikrer, at jorden også fremover vil være natur.
 
Projektet medfører også, at udvaskningen af kvælstof til Vadehavet reduceres med ét ton hvert år.

I Tønder Kommune er der gennem tiden gennemført en lang række naturprojekter, men dette er det første projekt, der har fokus på CO2. Med cirka 8.000 ha. tørveholdige lavbundsarealer er der i kommunen et meget stort potentiale for at reducere ved at tage lavbundsarealer ud af landbrugsdrift.

Ide kom fra lodsejer

Regeringen har netop afsat to mia. kr. til udtagning af lavbundsjorde over de næste ti år.

Projektet startede tilbage i 2016, da en lodsejer kontakter kommunen med projektidéen. Efterfølgende har kommunen gennemført en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse, foretaget detailprojektering, udbud og lodsejerkompensation. Herefter har projektet været myndighedsbehandlet og været i offentlig høring.
 
Anlægsarbejdet har været i gang siden slutningen af september, og er færdigt i december. Når anlægsarbejdet er afsluttet, vil der være flyttet cirka 10.000 m3 jord og afbrudt og opfyldt mange kilometer dræn og grøfter.

Projektet er støttet af Miljø og Fødevareministeriets såkaldte lavbundsordning og har et samlet budget på seks mio. kr., som blandt andet kommer fra EU´s Landdistriktsprogram.

I Tønder er landbrugssektoren den største enkelt-udleder af CO2 med 70 pct. af de årlige 824.393 ton. Hvis samtlige 8.000 ha. lavbundsarealer tages ud af drift, vil det rundt regnet svare til 125.000 ton årligt - svarende til 15 pct. af det nuværende årlige udslip i kommunen. 

ka
 
 
 
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev