Markedsføring og udstillingskoncepter skal tænkes stort, mener Henrik Dybdahl, der er i gang med kandidatuddannelsen på Danmarks Biblioteksskole
Af Anne Rumland Østbygaard, journalist og kommunikationsmedarbejder i Dansk BiblioteksCenter
Henrik Dybdahl giver her sit bud på, hvordan bibliotekerne skal gå andre veje, tænke større, skrue ned for det digitale og op for det fysiske rum, og få biblioteker med wow-effekt.
- Det handler om at tænke stort, især når det gælder markedsføring og udstillingskoncepter, og der synes jeg, at det halter for bibliotekerne.
Ordene kommer fra Henrik Dybdahl, der er i gang med kandidatuddannelsen på DB. I en alder af 30 befinder han sig på toppen af Danmarks Biblioteksskole i København med udsigt til Amager-tage og DR koncertsal.
- Bibliotekerne burde gå sammen og tænke stort til gavn for hele sektoren. Men det gør de ikke, siger manden, der har dybe rødder i det kommercielle.
Som 20-årig tog Henrik Dybdahl skoletasken under armen og startede på en tysk handelsskole. Herefter fulgte studier på den humanistiske basisuddannelse på RUC og filosofi i København. Men studierne blev snart droppet til fordel for en virksomhed, han selv stablede på benene, og som gik strygende med salg af designartikler og papirvarer til blandt andet Illum og Magasin.
Ikke billigt isenkram
Henrik Dybdahl drev enmandsfirmaet Dybdahl Innovations i næsten ti år og fik kommercielle hår på brystet. I 2007 solgte han sin virksomhed.
- Jeg havde lyst til at prøve noget, hvor det hele ikke kun handlede om at tjene penge, og på bibliotekerne fandt jeg det, jeg søgte. Bibliotekssektoren er ikke det samme som at sælge et billigt stykke isenkram. Bibliotekerne betyder noget for mange mennesker, og det er væsentligt, lyder det.
Tilbage til det fysiske rum
Dybdahl trækker de store linjer op. Han skitserer, hvordan det fysiske bibliotek er ved at genopstå som Fugl Fønix efter mange år, hvor satsningen lå på det digitale bibliotek, fordi mulighederne bød sig, og bibliotekerne ønskede at være med helt fremme.
- Den ivrige satsning på det digitale bibliotek må ikke gå ud over det fysiske bibliotek. De fysiske rammer bør være mindst lige så opdaterede som de digitale. Og hvis begge dele ikke er muligt, så skal man måske vælge ikke altid at være helt fremme digitalt, siger Dybdahl og konkluderer, at bibliotekerne ikke død og pine behøver at være med på den allerseneste teknologiske trend.
Dybdahl peger i stedet på, at bibliotekerne skal trække vejret og se udviklingen lidt an – og så satse mere på det fysiske bibliotek med Hjørring Bibliotek som et godt eksempel.
Hans pointe er, at det digitale og fysiske bibliotek skal arbejde sammen. Selvom brugerne skal dirigeres over på det digitale skal de stadigvæk have et fysisk bibliotek, som de har lyst til at være på. Ellers er udfordringen for stor, og det digitale bibliotek taber på samme måde som det fysiske bibliotek.
Opgør med velour
Dybdahl vurderer, at der sker en masse på bibliotekerne. Men at der ikke sker så meget, som er koordineret. Kommune-stat-problematikken skinner igennem på biblioteksområdet og spænder ben for en biblioteksindretning, der kan få bibliotekerne ud over rampen.
- Vi er Danmarks største kulturinstitution målt på besøgstal, og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke slår ud med armene og inviterer andre indenfor i et samarbejde. Hvorfor kommer de store dramaproduktioner på DR ikke ud på bibliotekerne?
- Vi kunne indrette vores biblioteker med udgangspunkt i dramaturgiens grundprincipper og skabe bibliotekskoncepter, som pirrede brugernes nysgerrighed. Eller vi kunne invitere Forbrugerstyrelsen til et samarbejde og køre forbrugeroplysning til borgerne på bibliotekerne, siger Dybdahl og henviser til Forbrugerstyrelsen, der ligger få hundrede meter fra Danmarks Biblioteksskole.
- Vi har så mange muligheder for at indrette os på ny og gøre op med klippe-klistre-udstillinger og for meget nervøst velour. Hvis vi puljer vores kræfter og arbejder sammen kan vi skabe udstillinger, der kører på samme tid landet over og får gavn af en større, koordineret, markedsføring. Drop vandreudstillingerne og tænk stort i stedet, opfordrer han og understreger:
- Når jeg kommer ind på et bibliotek i dag bliver jeg ikke pirret. Jeg bliver mødt med en masse viden. Men min nysgerrighed bliver ikke pirret. Og det er ikke godt nok. Jeg vil have at bibliotekerne skal stimulere min nysgerrighed og få mig til at sige ’wow!’.
Find pengene
Finansieringen trykker ikke så voldsomt, som man kunne frygte. Som udgangspunkt er der midlerne i udviklingspuljerne hos styrelsen og ekstern finansiering, når Henrik Dybdahl skal pege på de økonomiske realiteter.
- Jeg tror ikke på, at der ikke er penge til udvikling. Der er udviklingspuljerne, den sum, der kan opstå, når biblioteker arbejder sammen, og så er der sponsorerne. Dem skal vi nok vænne os til at se flere af, siger han.
Når Henrik Dybdahl skal forklare, hvorfor det ikke florerer med spændende udstillinger på bibliotekerne, begrunder han det med, at de 98 hovedbiblioteker ikke formår at stå sammen og gå ud og sige ’vi har de her rum – kom og fyld dem ud’, og at bibliotekerne er bange for kæde-strategien.
- Kommunerne forveksler kædetankegangen med statslig styring, og det er en fejl. De fælles udviklingsprojekter skal ikke styres af staten, men af bibliotekssamarbejder, siger han og fortsætter:
- Hvorfor være bange for at have det samme som nabokommunen? Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle arbejde sammen i langt højere grad, end man gør i dag. Vi skal have udstillingerne op på et bedre niveau og have færre af dem årligt. Det andet er spild af ressourcer, afgør Dybdahl, der også vil sende bibliotekaren ud på gulvet.
Ud af baglokalet
- Hvis jeg skulle bestemme, ville der ikke være noget baglokale. Jeg ville sende bibliotekaren ud på gulvet og formidle. Bibliotekarer, der ikke kan servicere og tale med borgerne, hører ikke hjemme på et bibliotek, afrunder han.
Og hvor vil vi så møde Henrik Dybdahl? Som svar på det, fortæller han om et nyt koncept, han netop har udviklet i samarbejde med Gentofte og Tårnby biblioteker.
- Vi laver et bibliotekssektorens Ud&Se. Et biblioteksmagasin som bibliotekerne giver ud til brugerne, og som, hvis alle, eller de fleste, biblioteker er med bliver et af de aller aller største blandt de danske magasiner rent oplagstalsmæssigt. Bibliotek og Mediers udviklingspulje for skole- og folkebiblioteker støtter projekter, der sammen med annonceindtægter og en form for brugerbetaling fra de medvirkende biblioteker, sikrer de to første udgivelser. Første udgivelse lander forhåbentligt på BogForum i november i år, slutter den nu ansvarshavende redaktør, Henrik Dybdahl.
Foto: Anne Rumland Østbygaard
Henrik Dybdahl giver her sit bud på, hvordan bibliotekerne skal gå andre veje, tænke større, skrue ned for det digitale og op for det fysiske rum, og få biblioteker med wow-effekt.
- Det handler om at tænke stort, især når det gælder markedsføring og udstillingskoncepter, og der synes jeg, at det halter for bibliotekerne.
Ordene kommer fra Henrik Dybdahl, der er i gang med kandidatuddannelsen på DB. I en alder af 30 befinder han sig på toppen af Danmarks Biblioteksskole i København med udsigt til Amager-tage og DR koncertsal.
- Bibliotekerne burde gå sammen og tænke stort til gavn for hele sektoren. Men det gør de ikke, siger manden, der har dybe rødder i det kommercielle.
Som 20-årig tog Henrik Dybdahl skoletasken under armen og startede på en tysk handelsskole. Herefter fulgte studier på den humanistiske basisuddannelse på RUC og filosofi i København. Men studierne blev snart droppet til fordel for en virksomhed, han selv stablede på benene, og som gik strygende med salg af designartikler og papirvarer til blandt andet Illum og Magasin.
Ikke billigt isenkram
Henrik Dybdahl drev enmandsfirmaet Dybdahl Innovations i næsten ti år og fik kommercielle hår på brystet. I 2007 solgte han sin virksomhed.
- Jeg havde lyst til at prøve noget, hvor det hele ikke kun handlede om at tjene penge, og på bibliotekerne fandt jeg det, jeg søgte. Bibliotekssektoren er ikke det samme som at sælge et billigt stykke isenkram. Bibliotekerne betyder noget for mange mennesker, og det er væsentligt, lyder det.
Tilbage til det fysiske rum
Dybdahl trækker de store linjer op. Han skitserer, hvordan det fysiske bibliotek er ved at genopstå som Fugl Fønix efter mange år, hvor satsningen lå på det digitale bibliotek, fordi mulighederne bød sig, og bibliotekerne ønskede at være med helt fremme.
- Den ivrige satsning på det digitale bibliotek må ikke gå ud over det fysiske bibliotek. De fysiske rammer bør være mindst lige så opdaterede som de digitale. Og hvis begge dele ikke er muligt, så skal man måske vælge ikke altid at være helt fremme digitalt, siger Dybdahl og konkluderer, at bibliotekerne ikke død og pine behøver at være med på den allerseneste teknologiske trend.
Dybdahl peger i stedet på, at bibliotekerne skal trække vejret og se udviklingen lidt an – og så satse mere på det fysiske bibliotek med Hjørring Bibliotek som et godt eksempel.
Hans pointe er, at det digitale og fysiske bibliotek skal arbejde sammen. Selvom brugerne skal dirigeres over på det digitale skal de stadigvæk have et fysisk bibliotek, som de har lyst til at være på. Ellers er udfordringen for stor, og det digitale bibliotek taber på samme måde som det fysiske bibliotek.
Opgør med velour
Dybdahl vurderer, at der sker en masse på bibliotekerne. Men at der ikke sker så meget, som er koordineret. Kommune-stat-problematikken skinner igennem på biblioteksområdet og spænder ben for en biblioteksindretning, der kan få bibliotekerne ud over rampen.
- Vi er Danmarks største kulturinstitution målt på besøgstal, og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke slår ud med armene og inviterer andre indenfor i et samarbejde. Hvorfor kommer de store dramaproduktioner på DR ikke ud på bibliotekerne?
- Vi kunne indrette vores biblioteker med udgangspunkt i dramaturgiens grundprincipper og skabe bibliotekskoncepter, som pirrede brugernes nysgerrighed. Eller vi kunne invitere Forbrugerstyrelsen til et samarbejde og køre forbrugeroplysning til borgerne på bibliotekerne, siger Dybdahl og henviser til Forbrugerstyrelsen, der ligger få hundrede meter fra Danmarks Biblioteksskole.
- Vi har så mange muligheder for at indrette os på ny og gøre op med klippe-klistre-udstillinger og for meget nervøst velour. Hvis vi puljer vores kræfter og arbejder sammen kan vi skabe udstillinger, der kører på samme tid landet over og får gavn af en større, koordineret, markedsføring. Drop vandreudstillingerne og tænk stort i stedet, opfordrer han og understreger:
- Når jeg kommer ind på et bibliotek i dag bliver jeg ikke pirret. Jeg bliver mødt med en masse viden. Men min nysgerrighed bliver ikke pirret. Og det er ikke godt nok. Jeg vil have at bibliotekerne skal stimulere min nysgerrighed og få mig til at sige ’wow!’.
Find pengene
Finansieringen trykker ikke så voldsomt, som man kunne frygte. Som udgangspunkt er der midlerne i udviklingspuljerne hos styrelsen og ekstern finansiering, når Henrik Dybdahl skal pege på de økonomiske realiteter.
- Jeg tror ikke på, at der ikke er penge til udvikling. Der er udviklingspuljerne, den sum, der kan opstå, når biblioteker arbejder sammen, og så er der sponsorerne. Dem skal vi nok vænne os til at se flere af, siger han.
Når Henrik Dybdahl skal forklare, hvorfor det ikke florerer med spændende udstillinger på bibliotekerne, begrunder han det med, at de 98 hovedbiblioteker ikke formår at stå sammen og gå ud og sige ’vi har de her rum – kom og fyld dem ud’, og at bibliotekerne er bange for kæde-strategien.
- Kommunerne forveksler kædetankegangen med statslig styring, og det er en fejl. De fælles udviklingsprojekter skal ikke styres af staten, men af bibliotekssamarbejder, siger han og fortsætter:
- Hvorfor være bange for at have det samme som nabokommunen? Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle arbejde sammen i langt højere grad, end man gør i dag. Vi skal have udstillingerne op på et bedre niveau og have færre af dem årligt. Det andet er spild af ressourcer, afgør Dybdahl, der også vil sende bibliotekaren ud på gulvet.
Ud af baglokalet
- Hvis jeg skulle bestemme, ville der ikke være noget baglokale. Jeg ville sende bibliotekaren ud på gulvet og formidle. Bibliotekarer, der ikke kan servicere og tale med borgerne, hører ikke hjemme på et bibliotek, afrunder han.
Og hvor vil vi så møde Henrik Dybdahl? Som svar på det, fortæller han om et nyt koncept, han netop har udviklet i samarbejde med Gentofte og Tårnby biblioteker.
- Vi laver et bibliotekssektorens Ud&Se. Et biblioteksmagasin som bibliotekerne giver ud til brugerne, og som, hvis alle, eller de fleste, biblioteker er med bliver et af de aller aller største blandt de danske magasiner rent oplagstalsmæssigt. Bibliotek og Mediers udviklingspulje for skole- og folkebiblioteker støtter projekter, der sammen med annonceindtægter og en form for brugerbetaling fra de medvirkende biblioteker, sikrer de to første udgivelser. Første udgivelse lander forhåbentligt på BogForum i november i år, slutter den nu ansvarshavende redaktør, Henrik Dybdahl.
Foto: Anne Rumland Østbygaard
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
