13 procent flere vil læse til folkeskolelærer og 22 procent flere er optaget på pædagoguddannelsen i forhold til sidste år. Alligevel er der fortsat ledige pladser på alle uddannelserne, og det er stadig muligt at søge ind. På sygeplejerskeuddannelsen er der for eksempel ledige pladser på 17 ud af 22 sygeplejerskeskoler, oplyser Undervisningsministeriet.
Undervisningsminister Bertel Haarder er meget tilfreds med tallene.
- Den store fremgang og interesse for de store velfærdsuddannelser er glædelig. De er de sidste år uberettiget blevet talt ned på trods af, at det er vigtige arbejdsområder med gode muligheder for job samt personlig og karrieremæssig udvikling. De nye tal viser, at de unge har taget det budskab til sig, siger han.
På det bio- og laboratorietekniske område, der tæller uddannelserne til jordbrugsteknolog, procesteknolog og laborant, er der optaget 28 procent flere studerende i forhold til 2008. Andre større uddannelser i fremgang er uddannelserne til markedsføringsøkonom, fysioterapeut, bygningskonstruktør, IT- og elektronikteknolog samt socialrådgiver, hvor antallet af optagne aldrig har været større.
Regeringen har gjort en stor indsats for at fremme tilgangen til de videregående uddannelser. Blandt andet blev over 100 mellemlange uddannelser i 2008 samlet i otte professionshøjskoler, der med flere tusinde studerende kan matche universiteterne med studiemiljø, faglig tyngde og nye muligheder.
Uddannelserne til lærer, pædagog og sygeplejerske er blevet justeret, så der er bedre sammenhæng mellem teori og praktik, og vejledningen er styrket. Endvidere er det blevet muligt at tilrettelægge uddannelserne, så det i højere grad er muligt at kombinere relevante job med studierne.
Uddannelser justeret
På læreruddannelsen har undervisningsministeren endvidere igangsat 'Projekt rollemodeller'. Rollemodellerne er studerende og nyuddannede lærere, der fungerer som ambassadører for læreruddannelsen og spiller en aktiv rolle i det opsøgende arbejde med at tiltrække unge til uddannelsen.
I foråret 2009 lancerede Undervisningsministeriet og en række parter den tre-årige, landsdækkende kampagne Hvid Zone, der skulle øge tilgangen til uddannelserne til sygeplejerske, radiograf og bioanalytiker. Det har givet genlyd, for ikke bare sygeplejerskeuddannelsen er populær i år. På uddannelserne til radiograf og bioanalytiker er der således optaget henholdsvis 48 og 54 procent flere studerende end i 2008.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.