
VEJLE: I september søgte arbejdsmarkedsområdet i Vejle om udfordringsret. Formålet var at få mere tid til at kontakten med de syge og ledige i stedet for at bruge tiden på unyttige administrative opgaver, som staten lægger ned over kommunerne. Efter mere end fem måneder er der nu kommet afslag fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Forventningerne og ambitionerne var store, da ansøgningen blev sendt af sted i sensommeren. Et enigt Jobudvalg, som gerne ville bedre vilkårene for kunderne og medarbejderne på Arbejdsmarkedsområdet stod bag. En af drivkræfterne var jobudvalgsformand Christa Laursen (S), som er både vred og skuffet over afslaget, - Den eneste forklaring på afslaget, er at ministeriet ikke tør give os frihed, for saglige argumenter kan jeg ikke få øje på, siger hun.
Begrundelsen
Ministeriet begrunder afslaget med, at det bliver dyrere for staten, hvis Vejle Kommune får udfordringsret. Hertil siger jobudvalgsformanden, at kommunen netop forventede at spare både staten og kommune for penge, fordi friheden ville give medarbejderne mulighed for at hjælpe syge og ledige hurtigere i arbejde.
Den anden begrundelse fra ministeriet er, at de ledige og syge vil få lov til at gå passive uden hjælp, hvis staten ikke sørger for, at kommunerne sender dem i aktivering og taler med dem på bestemte tidspunkter.
- Det er ikke andet end en påstand, siger Christa Laursen, - vi ville jo bruge den nyvundne frihed til at tale mere med dem, der har behov og lade dem, der kan selv, få lov til det, og det fremgik også tydeligt af ansøgningen.
Forvaltningsskik i staten
Christa Laursen undrer sig i det hele taget over den behandling, som Vejles ansøgning har fået.
- De råber jo op om, at kommunerne skal tænke nyt og forenkle regler. Når vi så gør et stort arbejde og helhjertet søger om netop det, så bliver det efter fem måneder fejet af med en A4 side med to påstande om, at vi nok ikke kan finde ud af det. Det er bare ikke godt nok, siger en fortørnet jobudvalgsformand, der undrer sig over, at de krav om svarfrister, argumentation, klagevejledning og så videre, som staten pålægger kommunerne, åbenbart ikke gælder for dem selv.
Frikommunen
Vejle Kommune har for to dage siden søgt om at blive frikommune, også på arbejdsmarkedsområdet. Christa Laursen håber, at denne ansøgning får en bedre behandling end udfordringsretten.
- Vores ansøgning om frikommune ligger lige til højrebenet, siger Christa Laursen, - Vi har viljen og evnerne til at få et kanonresultat ud af det, og vi har argumenterne i orden, så bare giv os lov, bare slip os fri, slutter jobudvalgsformanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.