dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Stillingsopslag med foto af kvinder og kvindelig kontaktperson er ikke diskriminerende

En kvindelig kontaktperson, en overvægt af kvindelige ansatte og et billede af to kvinder på et stillingsopslag er ikke nok til at give medhold i klage fra mand om forskelsbehandling i ansøgning, vurderer Ligebehandlingsnævnet.
29. APR 2025 10.38

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune, fordi han mente, at han var blevet forskelsbehandlet, da han ikke blev ansat i flere socialrådgiverstillinger.

Ifølge manden var kommunen præget af en overvægt af kvindelige ansatte, hvilket efter hans opfattelse stillede ham dårligere som mandlig ansøger.

Ligebehandlingsnævnet vurderede imidlertid, at manden ikke havde fremlagt oplysninger, som gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet. Nævnet afviste derfor at behandle klagen om ansættelsesafslag.

Manden klagede også over kommunens stillingsopslag og mente, at billedvalg og manglende opfordring til ansøgere uanset køn, alder eller etnisk oprindelse var i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.

Han fremhævede blandt andet, at kommunens stillingsopslag viste billeder af to kvinder og havde kvindelige kontaktpersoner.

Ligebehandlingsnævnet fandt dog, at opslagene ikke var i strid med lovgivningen, idet brugen af billedmateriale og valg af kontaktpersoner ikke i sig selv dokumenterede ulovlig forskelsbehandling.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen anvender forskellige billeder af både mænd og kvinder i sine jobopslag afhængigt af den konkrete stilling, og at ansættelsesudvalg sammensættes løbende uden hensyn til køn.

Manden havde søgt en stilling som socialrådgiver i februar 2024 og senere en stilling som børne- og ungerådgiver, men blev i begge tilfælde afvist på grund af andre ansøgeres stærkere kvalifikationer, ifølge kommunen. I klagen krævede han en godtgørelse på 20.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet konkluderede dog, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han var blevet udsat for forskelsbehandling, hverken i ansættelsesprocessen eller i stillingsopslagene.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stillingsopslag-med-foto-af-kvinder-og-kvindelig-kontaktperson-er-ikke-diskriminerende

GDPR