Spørgeskema skal finde årsagen til mange syge ansatte på vestjyske sygehuse

'Vi har måske været for optaget af at finde hurtige løsninger,' siger lægefaglig direktør. 3.800 sygehusansatte har nu modtaget spørgeskema.
1. MAJ 2020 13.35
TEMA: Corona

MIDTJYLLAND: Siden coronakrisens start har personalet på hospitalerne i Herning og Holstebro været særligt udfordret og udsat for smitte.

Ikke færre end 322 ansatte i hele Region Midtjylland har indtil fredag været konstateret smittet med covid-19, fremgår det af regionens hjemmeside. Heraf har mange været fra sygehusene i Herning og Holstebro. 

Blandt andet kunne Dagbladet Holstebro for en uge siden fortælle, at 60 ansatte på medicinsk afdeling i Holstebro havde været smittet med covid-19, selv om det er i Herning, der er etableret en afdeling for coronapatienter og -test i landsdelen.

Derfor går forskere fra Hospitalsenhed Vest nu i gang med at indsamle og kvalificere oplysninger fra personalet om adfærd i sammenhæng med covid-smitte.

For hurtige?

Om baggrunden for undersøgelsen siger lægefaglig direktør Jens Friis Bak i en pressemeddelelse:
 
- Når mange af vores personaler er smittet med covid-19, er det en sag, der går os meget nært. Det har implikationer for både medarbejdere, familie, patienter, kolleger og arbejdsplads.
 
Han tilføjer, at meget er sat i værk for at inddæmme smitterisici.

- Og set i bakspejlet har vi muligvis været for optaget af at finde hurtige løsninger. Vi skal først og fremmest forstå at gøre det rigtige og sætte ind med tiltag, der virker. Til det har vi brug for systematisk indsamling af viden fra hverdagen i klinikken, så vi sammen med personalet kan skabe en læring, som er situationsnær og praktisk anvendelig. Nye instrukser og retningslinjer er ikke nok, siger han.
 
Cristina Kildevang er næstformand i Hospitalets hovedsamarbejdsudvalg, og hun håber, at kollegerne vil bidrage.

- Det har været en hård tid for mange af vores kolleger, og der er fortsat meget nyt at se til. Det er i sagens natur utrygt. Derfor er det godt, at tingene nu bliver undersøgt systematisk med bidrag fra de kolleger, der står med mange af de udfordringer, covid-19 fører med sig, siger hun i pressemeddelelsen.

Leder efter huller

Torsdag modtog alle 3.800 ansatte i Hospitalsenheden Vest et spørgeskema og har dermed muligheden for at hjælpe ledelse og forskere på hospitalet med at skaffe mere viden om covid-19-smitte.

Undersøgelsen har blandt andet fokus på bedre at forstå infektionshygiejniske rutiner og finde eventuelle huller i de arbejdsgange, der er rygraden i at holde smitten væk.
 
Spørgeskemaet gentages en gang om måneden i resten af 2020, i alt ni gange, for løbende at kunne inkludere nye smittede. Desuden bliver sundhedspersonalet bedt om at udfylde en symptomdagbog.

Undersøgelsen gælder kun for ansatte i Hospitalsenheden Vest og laves af de samme forskere, som for nylig nåede frem til, at smitten nåede Vestjylland allerede i februar, og at et omtalt hestestævne i Herning næppe har haft den store betydning.

ak 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt