Coronavirusset ramte Vestjylland allerede i februar
Forskerne har gennemgået journalerne på de første 109 indlagte covid-19-patienter. De blev indlagt i perioden 9. marts til 14. april.
Foto: Ernst van Norde, Ritzau Scanpix

Coronavirusset ramte Vestjylland allerede i februar

En gennemgang af de første 109 journaler på indlagte covid-19-patienter viser, at de fleste blev smittet tidligere end hidtil antaget. Hingstekåring frikendes.
24. APR 2020 11.02
TEMA: Corona

MIDTJYLLAND: 27. februar blev den første person testet positiv for coronavirus i Danmark. En medarbejder på TV 2, som havde været på skiferie i Norditalien.

Men allerede på det tidspunkt florerede smitten tilsyneladende i Vestjylland. 

En gruppe forskere på Hospitalsenheden Vest i Herning har den seneste måned lavet en systematisk gennemgang af de første 109 indlagte covid-19-patienters journaler. Deres konklusion er, at hovedparten af smitten fandt sted i slutningen af februar.

- Sundhedsstyrelsen opererer med en inkubationstid på 2-12 dage, i gennemsnit 5-7 dage. Sammenholder vi det med tidspunktet for de indlagtes første symptomer, har hovedparten af smitten fundet sted i slutningen af februar, fortæller Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge på hospitalsenhedens forskningscenter, til DK Nyt.

Det var ikke hingstekåringen

Det betyder også, at en meget omtalt hingstekåring i Herning 4.-8. marts næppe har haft nogen særlig betydning. 

- Hvis vores første gruppe af smittede skulle tilskrives deltagelse ved det meget omtalte stævne, skal inkubationstiden have været meget kort, siger hun.

Forskerne har ikke entydigt kunnet finde et mønster i, hvordan patienterne er blevet smittet, blandt andet fordi over halvdelen af de analyserede journaler ikke indeholder oplysninger om smittekilde. De foreløbige konklusioner er, at det er et broget billede.

- Vi kan slutte, at smittekilderne er mangfoldige. Der, hvor vi har oplysninger, kan vi genkende et mønster, som er kendt i forvejen: Mange er smittet i udlandet, blandt andet på skiferier. Mange er smittet ved deltagelse i sociale arrangementer på et tidspunkt, hvor man ikke vidste, at det kunne være problematisk. Og mange er smittet ved tæt fysisk kontakt med et familiemedlem, som har været på udlandsrejse, fortæller Annette Haagerup.

Forskning fortsætter

Forskerne er nu gået i gang med at kontakte patienter, der har været indlagt på Hospitalsenhed Vest med covid-19, så man kan få uddybet potentielle smittekilder og andre aspekter ved forløbet.

Blandt andet håber man at kunne afdække, hvorfor sygdommens udbredelse har flyttet sig geografisk. Enheden dækker Herning, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Lemvig og Struer kommuner, og hvor Herning i begyndelsen havde det største andel af smittede i forhold til indbyggertal, har Holstebro nu overtaget den tvivlsomme ære.

Forskningsprojektet fortsætter resten af året, og ud over at undersøge forskellige sygdomskarakteristika og behandlingsbehov vil det også indeholde en undersøgelse blandt hospitalets ansatte om blandt andet brug af værnemidler. Den begynder i næste uge.

Vigtige datoer:

  • 27. februar: Første dansker testet positiv.
  • 6. marts: Mette Frederiksen (S) anbefaler, at alle arrangementer med flere end 1.000 personer aflyses, og at alle stopper med at give hånd, kys og kram.
  • 4.-8. marts: Hingstekåring i Herning med 50.000 gæster.
  • 11. marts: Mette Frederiksen bebuder, at skoler og institutioner skal lukke, og alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. 
Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev