ROSKILDE: Det står nu klart, at det bliver et flertal bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, der indgår forlig om budgettet for 2011. Det har ikke været muligt at finde sammen med det borgerlige mindretal, der består af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, om et bredt budgetforlig. Dertil er afstanden for stor, hedder det iu en pressemeddelelse fra borgmester Poul Lindor Nielsen (S).
- Der er rigtig mange elementer, hvor vi er enige. Men vi har fået de borgerlige partiers budgetudspil meget sent. Vi har hele tiden arbejdet ud fra en fælles ramme for besparelser, der har været på 150 mio. kr. i budgettet for 2011. Når de borgerlige partier så sent i forløbet kommer med besparelser for yderligere godt 30 mio. kr., som ikke har været med i høring, så kan vi ikke være med, siger Poul Lindor Nielsen.
Og mulighederne for, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti nu kan få indflydelse på forliget er stort set udtømte. Der er populært sagt indgået en musketered, som betyder, at alle forligspartierne på forhånd skal kunne sige ja til ændringer, inden et forslag fremlægges i byrådssalen. Heller ikke Enhedslisten er med i budgetaftalen.
Sker der væsentlige ændringer i kommunens økonomiske situation i løbet af budgetåret 2011, er forligspartierne enige om, at der skal gribes ind for at genoprette balancen. Kommer der negative økonomiske overraskelser, som det hedder i forligsteksten, handler det om at opnå enighed om de nødvendige besparelser for at genoprette balancen. Kommer der positive økonomiske overraskelser, lægges pengene i den slunkne kommunekasse. Hvis det bliver aktuelt at tage penge op af kassen, skal de områder, der er hårdest ramt af besparelser, tilgodeses først.
Hovedelementerne
På skole- og børneområdet er sommerferielukning i daginstitutioner og skolefritidsordninger opgivet. I stedet gennemføres en nednormering af institutionerne. Desuden kommer forældrene til at betale en større del af udgifterne til madordninger.
Mens tilskud til private skolers SFO sænkes til lovens minimum, kan forældre med børn i kommunale SFO se frem til, at forældrebetalingen sættes ned.
Skolerne bidrager til budgettet med en rammebesparelse på to mio. kr. i 2011, som stiger til fem mio. kr. årene efter. Besparelserne på skole- og børneområdet indebærer, at det kan blive nødvendigt at afskedige medarbejdere. Derfor har forligspartierne afsat penge i budgettet for 2011 til støtte til fratrådte medarbejdere.
På kulturområdet får foreninger, idrætshaller og museer reduceret deres tilskud fra kommunen. Også eliteidrætten vil få mindre tilskud. Desuden hæves taksterne til Roskildebadet.
Gebyrerne for behandling af byggesager stiger. En række kommunale veje (klasse 3 veje) ændres til private veje. Endvidere spares i 2011 ekstraordinært 2 mio. kr. på bygningsdrift og vedligeholdelse.
Et meget forsigtigt skøn over indtægter fra ejendomssalg er i budgetforliget hævet med 5 mio. kr. til 25 mio. kr. Samtidig er der afsat penge til at byggemodne et område i Trekroner, så kommunen kan udbyde flere parcelhusgrunde til salg.
I anlægsbudgettet for 2011 nedsættes udgifterne til vedligeholdelsen af asfalten og andre belægninger på kommunale veje og stier. Til gengæld afsættes der penge til at gå i gang med renoveringen af Klostermarksskolen og til opførelsen af et nyt plejecenter i Trekroner. Og der er penge til at investere i en energibesparende indsats i de kommunale bygninger, som skal bidrage til et mål om at spare ti procent af det kommunale energiforbrug.
Med henblik på kommunens fremtidige erhvervsudvikling er der afsat penge til at udvikle et såkaldt cleantech miljø ved forskningscenteret Risø DTU, der skal tiltrække virksomheder med udvikling og forskning inden for energi, miljø og klima.
Kassebeholdningen er fortsat lav
Det indgåede budgetforlig neutraliserer de sidste 80 mio. kr. af et truende budgetunderskud i 2011 på 150 mio. kr. De første 70 mio. kr. blev fundet med en række besparelser, der blev vedtaget i foråret, og som har virkning allerede fra i år.
Men borgmester Poul Lindor Nielsen advarer om, at problemerne ikke dermed er løst.
- Vi vil i de kommende år fortsat slås med balanceproblemer, selvom det ikke er i den samme størrelsesorden som i år, siger Poul Lindor Nielsen.
- Vi gennemfører så store besparelser i år, at det ville være direkte provokerende også at satse på en massiv genopbygning af kassen. Den må vi tage hen over de kommende år. Men der er ingen tvivl om, at den er nødvendig.
- Kassebeholdningen kommer for første gang i minus en hel måned i træk i december i år. Det er ikke katastrofalt, men det er skriften på væggen. Så vi får de kommende år en dobbelt udfordring i både at neutralisere de underskud, der er udsigt til, og sørge for, at vi får en stærkere kassebeholdning, siger Poul Lindor Nielsen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.