Foto: Mads Nissen, Ritzau Scanpix

Skal vi til at være curlingkommune?

KRONIK Skal kommunerne tage over, hvor forældre og pædagoger slipper, og curle videre, hvis de ikke vil risikere, at de unge hurtigt søger videre til en mere anerkendende arbejdsplads?

Skal vi så til at være curlingkommune? Spørgsmålet blev med lidt munter opgivelse stillet til et foredrag for en kommune for nylig. Efter et oplæg om kommunen som arbejdsplads i fremtiden, kom diskussionen især til at handle om håndtering og motivering af de nye unge medarbejdere.

Arbejdsgivere møder i disse år unge fra SoMe-generationen, som er både mere opmærksomme på deres følelser, mere individuelle og har større forventninger til deres kommende arbejdsliv og dets ledere end tidligere generationer. De er vant til at være i centrum, forventer at voksne er en serviceydelse, og at man kan forhandle sig til særhensyn. Det er curlingbørnene, som nok er blevet store, men samtidig kan have svært ved at finde vej i voksen- og arbejdslivet og måske har brug for fortsat at blive, ja, 'curlet'.

Curlingbørn
Curlingbørn er en måske lidt nedsættende betegnelse for børn og unge, der i den grad er blevet nurset, serviceret og beskyttet af deres forældre. Lige fra daginstitutionsniveau, over skoler og ungdomsuddannelser, ja helt ind på arbejdsmarkedet fortælles der anekdoter om forældre, der går foran med curlingkosten og fjerner alle forhindringer på barnets vej. Selv når ungerne forlader reden, og nok kan kaldes voksne, fortsætter far og mor med 100 pct. opbakning og kan ligefrem finde på at kontakte arbejdspladsen, hvis der er noget, der ikke lige passer junior.

Fænomenet curlingbørn kan fint forklares med megatrends i tiden som individualisering og større vægt på følelser, samt barnet som projekt i de nye flydende familieformer. Engang fik vi børn for at have støtte i alderdommen, i dag får vi børn som et værn mod ensomheden, hævder sociologen Ulrich Beck. Forældre-børn relationen er den eneste relation, man kan være sikker på, holder livet igennem, og derfor kan vi ikke risikere, at der sker dem noget. De er MENINGEN med fars og mors liv.  

Hvis man derudover lægger til, at pædagoger i skolen og daginstitutioner har badet de unge i anerkendende pædagogik, at ungdomsuddannelserne har curlet videre, blandt andet med gradbøjning af fraværsregler, for at sikre, at 80 pct. af en ungdomsgeneration kommer igennem. Hvis sågar de videregående uddannelser har mandsopdækket de unge med blide coachende studievejledere og psykologhjælp, så fremdriftsreformer ikke virker så rå. Er det så først, når de unge rammer virkeligheden på arbejdspladsen, at de mærker livets barske realiteter med krav om performance og en tone, der ligger langt fra uddannelsesinstitutionernes?

Skal kommunen så ligefrem tage over, hvor forældre og pædagoger slipper, og curle videre, hvis de ikke vil risikere, at de unge hurtigt søger videre til en mere anerkendende arbejdsplads?

En hær af MIG
Er beskrivelsen af fænomenet curlingbørn for grov og generaliserende? Måske, men ikke desto mindre vand ved siden af konklusionerne i den amerikanske psykologiprofessor Jean M. Twenges tankevækkende bog 'Generation Me'. Skal vi tro professoren, er der nemlig en hær af MIG'er på vej. En hær af små narcissister, der forventer at være fantastiske, bare fordi de er til.

Bogen bygger på 30 studier af ungdomskulturer og generationsforskelle siden 1950'erne med data fra 11 millioner unge. Der er altså tale om holdninger hos unge opvokset under forskellige samfundstendenser.

Ifølge Twenge har Generation Me 'selvets sprog' som grundsprog. De har aldrig kendt en verden, hvor pligt og ansvar kom før behov og ønsker. De har lært at sætte sig selv først, følge deres drømme og føle sig godt tilpas med sig selv uden nogen egentlig indsats. Opvokset med mantraet: 'Du kan blive lige, hvad du vil, bare du tror på dig selv.' Unge føler, at de er mere specielle end andre og forventer at blive berømte, før de er 25.

Forældre og skolen har på bedste anerkendende vis forsøgt at pumpe selvværd ind i ungerne, uden at stille krav om noget som helst. Et overfokus på selvværd har skabt en hær af små narcisister, der forventer at få 12 bare for at møde frem til undervisningen. Og får de ikke det, er testen for svær eller læreren dum. Alle vores børn er bedre end gennemsnittet, synes tidsånden at være!

Alle Twenges betragtninger og påstande bygger på amerikanske undersøgelser, så spørgsmålet er om samme tendenser kan genfindes i ungdomskulturen i Danmark?

Børn af deres tid
For otte år siden var jeg med til at skrive bogen 'Popstars-generationen – nutidens unge, fremtidens arbejdskraft' og har siden diskuteret motivation af unge på et utal af arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner og med de unge selv. Og der tegner sig et billede af en ungdomskultur, der vil det hele, men ikke hvad som helst.

Kald dem generation Y eller Z, de digitalt indfødte, ME-, SoMe- eller Popstars-generationen. Kært barn har mange navne. Alle dækker de over en generation af unge, som er opvokset under nogle bestemte megatrends. I dag bruger jeg selv betegnelsen SoMe-generationen, fordi de sociale medier har accelereret udviklingen og sat fremtidens megatrends på speed.

SoMe-generation er opvokset i en global, digital, individualistisk tid og med uendeligt mange valgmuligheder og drømmebilleder i medierne. Danske unge lever i et af verdens mest privilegerede lande og økonomier trods finanskrisens bølgeskvulp.

Det er en global digital generation, der finder det naturligt at surfe rundt i hele verdens muligheder og vælge de inputs, der passer MIG lige nu. De er yngre end google og har fået blæst verden ind i deres teenageværelse i størrelse XXL.

Det er unge, der er vokset op side om side med de sociale medier og er vant til (og nødt til?) at iscenesætte sig selv som unikke personligheder. De er blevet badet i 'likes', siden de nærmest blev født, om ikke andet af de begejstrede forældre og papbedster.

I det hele taget er det at skabe MIG et individuelt projekt, både hvad angår krop og sjæl. Jeg vælger livsstil, køn, uddannelse, partnere, krop med plastickirurgi med mulighed for at vælge om igen og igen. Der er stort set ingen normer og begrænsninger, der sætter grænser for projekt MIG.

Endelig er det en generation, som er opvokset med mediernes drømmebilleleder og reality-tv med forestillingen om, at man kan blive kendt og gå den lette vej. For eksempel ved at udvikle den ultimative fede nye app og kalde sig CEO eller serie-iværksætter eller ved at skabe sin egen succesfulde YouTube kanal og blive finansieret som reklamesøjle for virksomheder, der desperat forsøger at komme i kontakt med de unge via hippe personligheder.

Selvfølgelig trækker mange unge på smilebåndet af de 'reality kendte', men drømmen om at skille sig ud, blive unik og gøre en individuel forskel genfindes i undersøgelser af ungdomskultur mere bredt.

Det er en generation, der har lært at drømme, finde deres indre passion og mærke efter. Er det så så mærkeligt, hvis de unge forventer et fantastisk arbejdsliv som din nye kollega i kommunen? Use me or loose me, it is my way or the highway.

Hårdt at være superstar
Der mangler dog en vigtig krølle for at forstå SoMe-generationen, og det er nok bagsiden af medaljen. For nok er de unge opvokset i en privilegeret drømmerisk mig-fokuseret tid, men også en tid med krav om at kunne håndtere omskiftelighed og vælge ud, og uden en sikker retning for fremtiden. Og det kan måske godt gå hen og blive lidt heftigt at være superstar i eget liv hver eneste dag.

Flere undersøgelser har vist, at mange unge har ondt i livet og lider af angst og depression. For nylig lød en avisoverskrift, at næsten 40 pct. af alle unge kvinder har været til psykolog og ifølge en undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er udviklingen de seneste otte år gået i retning af, at flere unge mellem 15 og 19 år har fået det værre psykisk.

Det stemmer overens med Twenges tilsvarende beskrivelse af Generation Me: Generationen har det højeste selvværd af alle generationer nogensinde, men er også den mest deprimerede generation. De forventer at følge deres drømme, men er angste for, hvad der kommer til at ske.

En udpræget dobbelthed, som kan være svær for kollegaer og ledere at håndtere. Den ene dag strutter den unge medarbejder af gåpåmod, ja måske nærmest overmod, og den næste dag kan verden være uoverskuelig og den mindste modgang få den unge til at gå i sort. Og så er det, at uforstående ledere kan eftersøge lidt mere psykisk robusthed hos de unge.

Angsten for fremtiden
Unge står i dag i en besynderlig dobbelthed. På den ene side er normer, plejer og nødvendig forsvundet ud i senmoderniteten og har givet en kæmpe frihed og masser af valgmuligheder. På den anden side er verden blevet mere uforudsigelig og utryg, fordi der netop ikke længere findes faste ståsteder og en selvfølgelig måde at gøre tingene på. Og foran de unge står et globalt digitalt omskifteligt arbejdsmarked, hvor succes i dag kan være fiasko i morgen. Et arbejdsmarked, hvor det kan se ud som om, at det valg, du træffer i dag, kan være håbløst forældet i morgen.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa mener, at mange unge i dag er fastlåst i forhold til at træffe valg omkring uddannelse og job, fordi det hele går så stærkt, at nutiden skrumper. Nutiden er det tidsrum, hvor det giver mening at bruge fortidens erfaringer til at træffe beslutninger for fremtiden. Den periode bliver ifølge Rosa kortere og kortere, fordi acceleration i sig selv er blevet en megatrend.

Også den svenske sociolog Mats Trondsman mener, at mange oplever fremtiden som meget åben. De kan have det svært med en fornemmelse af, at livet kan gå både den ene og den anden vej og at det hele afhænger af en selv. Især unge med privilegeret baggrund, kan opleve angst, fordi fremtidens konkurrenceprægede samfund ikke giver dem nogle garantier. De kan ikke som tidligere generationer læne sig op ad forældrenes position i samfundet, men må lære at reagere på konstant skiftende signaler fra markedet. Trondsman bruger begrebet reproduktionsangst i forhold unge, som er bange for ikke at kunne leve op til forældrenes standarder og derfor knokler næsten sygeligt for at få 12-taller hver gang.  

Så før vi udråber de unge medarbejdere som overfølsomme og dosserer træning i psykisk robusthed skal vi måske forstå, at de unge ikke nødvendigvis blot er forkælede curlingbørn. 

Use me or loose me
Hvordan skal vi møde de unge i fremtiden? Hvordan skal vi motivere, lede og vejlede og få dem til at indgå som nye gode medarbejdere i kommuner? Hvordan skal vi fastholde dem? Der findes selvsagt ikke en endelig facitliste, men følgende kan være en del af den:

Få den unge til at føle, at lige præcis DU gør en forskel, For mange unge er det vigtigt at kunne se et formål med deres arbejde – mange vil gerne gøre verden til et bedre sted at være og kunne se sig selv i det. Hvad er det reelt, den unge bliver en del af? Bedre vandmiljø via nye kloaker og dræn, sundere børn i daginstitutionen, gladere ældre i kommunen?

Gør brug af de unges teknologiske kompetencer – de er sikkert bedre end dine. Unge er digitalt indfødte i modsætning til forældregenerationen, der altid vil have en 'accent'.

Giv de unge en fornemmelse af ikke at blive låst fast, men at mange veje står åbne via jobbet i kommunen. Mange unge giver udtryk for, at de er bange for at træffe de forkerte valg i forhold til fremtidens omskiftelige arbejdsmarked. Angsten for at ende i en blindgyde kan være stor.

Drop lange introprogrammer, de unge vil i action fra dag et med ansvar og indflydelse. Hurtig boarding er også stikordet i forholdet til unge, der oftere skifter job. De skal bare i gang.

Giv anerkendelse og feedback for alt NU. De unge er vant til at blive set og 'liket' på det sociale medier og kan ikke vente til den årlige MUS-samtale.

Brug aldrig 'MEN' - brug 'OG' i stedet for. Sig aldrig 'Du har lavet et flot oplæg, MEN du vil med fordel kunne arbejde lidt mere med det.' MEN lugter af kritik og det kan være sårbart for følsomme unge.

·Giv aldrig noget, der kan minde om en direkte ordre. Det er slut med at 'disse' eller 'bosse' – de unge gider ikke tage mod besked af en fem år ældre mellemleder – de mærker efter, om opgaven giver mening for MIG og har meget lav autoritetstro.

Prøv at være lidt mere spontant i motivation af de unge medarbejdere. De unge tænder af på langtidsplanlægning og diagrammer. De er vant til, at alt kan arrangeres spontant og problemløst via sms eller de sociale medier. Spontan bytning af vagter og gerne lidt eventpræg; vi rydder op på kontoret i eftermiddag, og der er kage til alle.

Giv plads til fleksibilitet hvad angår møde- og arbejdstider. Der unge er ikke helt så begejstrede for 37 timers arbejdsbegrebet som forældregenerationen.

Hjælp de unge godt ind på arbejdspladsen og få oversat deres måske lidt for store drømme til konkret virkelighed.

Stil dig til rådighed. De unge er vant til, at voksne er en serviceydelse, far og mor har været kok, advokat, taxichauffør og coach, og nu forventer de helt naturligt 24/7 smartphone service fra deres leder. 

Vær en god forstående coach. Rigtig mange unge har svært ved at kapere de mange krav om at performe max og iscenesætte sig på de sociale medier og har brug for nænsomhed til at kapere de intense forandringer i en kompleks fremtid. 

Selvom du har lyst til at blive lidt spydig og måske antyde, at den unge er lidt sart, så lad være. Det er generation X briller, der taler. Tænk at nænsomhed er den nye effektivitet i forhold til en følsom generation.

Tag en dialog med den unge i øjenhøjde! Vær åben og spørg. De unge er født om ikke på end anden planet så i en anden tidsalder. Få afstemt forventninger fra start; hvad er go og hvad er 'no go' for eksempel i forhold til brug af mobiltelefon. 

Curlingpolitik
Alle unge er ikke ens, men det er nok ikke helt tosset at overveje perspektiverne og tage en snak om, hvordan I tackler rekruttering og fastholdelse af jeres unge medarbejdere i fremtiden.

SoMe-generationen er godt på vej ind på arbejdsmarkedet, og vi kan lige så godt glæde os til det og komme dem i møde. De er børn af deres tid, opvokset under indtryk af nogle bestemte megatrends, og vi har selv være med til at opdrage dem. Det er de unge, vi har, og der er flere af slagsen på vej.

Twenge har data for sin forudsigelser fra børn helt til niårsalderen - den næste generation kan blive endnu mere selvfokuseret, er hendes bud. Så der er nok ingen vej uden om at få curlingpolitik på dagsordenen i kommunen!

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job