Serviceniveauerne strammes op

Mange kommuner i gang med at beskrive serviceniveauer for udsatte børn og unge, og vanskeligheder med at overholde budgetterne er en væsentlig drivkraft for arbejdet med serviceniveaubeskrivelser. Det viser en ny undersøgelse fra KREVI, der fokuserer på den konkrete type serviceniveauer, som udstikker retningslinjer for medarbejdere, der skal vurdere, om en borger skal have en særlig ydelse.

En tredjedel af kommunerne er i gang, og en anden tredjedel er færdig med at beskrive serviceniveauer, sådan som både Finansministeriet og KL har opfordret til på de sociale områder for at øge mulighederne for at styre udgifterne. De kommuner, der har haft sværest ved at overholde budgetterne, er længst i arbejdet med serviceniveaubeskrivelser.

- Men samtidig fylder økonomiske afgrænsninger af serviceniveauet faktisk relativt lidt i beskrivelserne. Kommunernes beskrivelser er typisk tydeligere på, hvilke målgrupper der kan få hvilke ydelser - end på ydelsernes omfang og pris, fortæller projektleder Hanne Søndergård Pedersen.

Når kommunerne selv nævner en motivation for at arbejde med serviceniveauer, nævner de hyppigst ønsket om at støtte sagsbehandlerne, og KREVIs undersøgelse viser, at økonomi fylder relativt lidt i beskrivelserne. Det er sjældent, at økonomien beskrives detaljeret med priser, derimod nævnes det oftere, at der skal anvendes omkostningseffektive løsninger - det vil sige, at valget skal falde på den billigste blandt de relevante løsninger. Serviceniveaubeskrivelserne er typisk mere detaljerede, når det kommer til at beskrive målgrupper og ydelser.

- Det tyder på, at kommunerne forsøger sig med en stærkere faglig styring for at løse de økonomiske udfordringer, siger KREVIs direktør, Torben Buse.

ka