Sagsanlæg stopper ikke arbejdet med testcenter

Af Morten Uhrenholdt

THISTED: Vestre Landsrets 15. afdeling har i dag truffet afgørelse vedrørende nogle delspørgsmål i retssagen om etablering af et nationalt testcenter for store vindmøller ved Østerild, der har været omtalt i dagspressen.

Afgørelsen betyder navnlig:

- At retssagen om, hvorvidt testcenterloven er ugyldig, fortsat skal behandles i landsretten. Landsretten har dog afvist visse af de rejste spørgsmål i forhold til enkelte af sagsøgerne, jf. nedenfor.

- At landsretten ikke har tillagt sagsanlægget opsættende virkning.

Med andre ord, så kan det arbejde i Østerild Klitplantage, som aktivister den sidste måneds tid med jævne mellemrum har forsøgt at stoppe, fortsætte, mens rettens tunge maskineri kværner videre. Det betyder i første omgang skovrydning, anlæggelse af de første veje og forberedelse af af arealer til de første bygninger.

Sagen er anlagt af Landsforeningen for Bedre Miljø, der både på egne vegne og på vegne af 10 personer, ønsker Miljøministeriet dømt til at anerkende, at testcenterloven er ugyldig, og at Miljøministeriet er uberettiget til i medfør af loven at foretage ekspropriation af visse faste ejendomme i Østerild.

Herudover anmodede sagsøgerne landsretten om at tillægge sagsanlægget opsættende virkning, således at det skulle forbydes staten at foretage fysiske indgreb, der påvirker det område, der er omfattet af loven.

Miljøministeriet har påstået sagen afvist fra domstolene og har protesteret mod, at sagsanlægget skulle tillægges opsættende virkning.

Nu har Vestre Landsret altså sagt nej til Miljøministeriets påstand om at sagen bør afvises - den skal gå sin gang. Men retten giver altså ministeriet medhold i, at sagen ikke skal have opsættende virkning.

Landsretten skriver i sin  begrundelse for at afvise, at sagen får opsætttende virkning, men at sagen bør gå videre:

'Efter den foreløbige behandling af spørgsmålet, om de foretagne vurderinger af testcentrets påvirkning af de omkringliggende naturområder lever op til kravene i habitatdirektivet artikel 6, stk. 3, kan det ikke udelukkes, at dette ikke er tilfældet. Der er på den anden side heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der efter en foreløbig vurdering er rimeligt grundlag for sagsøgernes påstande om, at loven i sin helhed er ugyldig, eller at ekspropriation vil være uberettiget.

Hertil kommer, at det offentlige af de energipolitiske hensyn, der er redegjort for i forarbejderne til loven, må anses for at have en betydelig interesse i, at loven gennemføres, mens det ikke er godtgjort, at sagsøgernes interesser ikke i det væsentlige kan tilgodeses ved retablering af arealerne og betaling af erstatning. Efter en samlet vurdering tager landsretten ikke anmodningen om, at søgsmålet tillægges opsættende virkning, til følge.'   

Retten har dog vurderet, at i den videre sag ikke vil medtage klager fra to af de konkrete klagere, fordi de ikke ejer nogen af de ejendomme, der er omfattet af lovens eksproprieringer.