
THISTED: Naturstyrelsen kom i dag i gang med fældningerne i forbindelse med anlægget af det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild. Siden den 16. juli har styrelsen tre gange forsøgt at komme i gang med hjælp fra politiet, men alle tre gange har aktivister forhindret arbejdet. I dag ankom politiet med en styrke, der var stor nok til at bane vejen for arbejdet, konstaterer Naturstyrelsen tilfreds i en pressemeddelelse.
- Selv om vi er kommet i gang mere end en uge for sent, har vi stadig samme deadline for den første fældningsopgave. Derfor er der udkommanderet noget der ligner dobbelt så mange maskiner og dobbelt så mange folk, end vi sædvanligvis ville have brugt til sådan en opgave. Vi arbejder med så meget udstyr, som der sikkerhedsmæssigt er plads til i området, siger projektleder hos Naturstyrelsen, Claus Rasmussen.
Han har op til fem skovningsmaskiner i gang i området på samme tid assisteret af en række skovarbejdere med motorsave.
Senest den 1. august skal Naturstyrelsen have fældet 12 ha plantageskov, så RISØ DTU kan komme i gang med anlægsarbejdet af en vej og en række oplagspladser.
Det er en forudsætning for aftalen om det nationale testcenter for vindmøller, at Vestas og Siemens har mulighed for hver at påbegynde opstilling af testmøller senest 31. marts 2012. Forud for denne dato ligger der et større arbejde med at gøre testpladserne klar, og der skal anlægges en vej ud til selve testområdet.
Det betyder, at Naturstyrelsen i første omgang skal gøre klar til, at Risø DTUs anlægsarbejde kan begynde, og DTU har tilkendegivet, at det er af afgørende betydning for at kunne overholde tidsplanen, at de første 12 hektar skov bliver ryddet nu.
- Vi er kommet rigtig godt i gang. Alle maskiner kører for fuld tryk, og vi er sikre på, at vi med politiets hjælp nok skal løse vores opgave til tiden, siger Claus Rasussen tirsdag formiddag.
Arbejdet går dog ikke helt problemfrit. Der er fortsat aktivister, der forsøger at hindre arbejdet, og indtil sidst på formiddagen tirsdag havde politiet anholdt seks af aktivisterne.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.