Der kommer dårligere vilkår for socialt udsatte, ældre og skoleelever i flere af hovedstadsområdets kommuner. Sådan lyder den klare udmelding fra en række af de socialdemokratiske borgmestre i hovedstadsområdet, skriver TV2 Lorry.
Borgmestrene frygter, at de må skære i velfærden, fordi regeringens udligningsreform sender penge fra københavnsområdet til provinsen.
- For at vi kan have en ordentlig velfærd i Roskilde, så mangler vi de penge, siger borgmester Tomas Breddam (S) i Roskilde, som står til at skulle af med 46 mio. kr., hvis regeringens udspil bliver en realitet.
I Hillerød bliver regningen på 33 mio. kr., og det er alt for voldsomt, mener borgmester Kirsten Jensen (S).
- Det rammer Hillerød for hårdt. Vi udligner i forvejen rigtig meget til andre kommuner i Danmark. Nogle gange udligner vi til kommuner, der har bedre mulighed for at opretholde et ordentligt serviceniveau, end vi har, siger hun til TV2 Lorry.
Mål at flytte penge fra hovedstaden
Da indenrigsminister Astrid Krag (S) præsenterede regeringens aftale, lagde hun ikke skjul på, at det er et mål for regeringen at flytte penge væk fra hovedstadsområdet.
- Med vores udspil der rykker vi 1,4 mia. kr. fra især de velstillede kommuner i Nordsjælland og hovedstaden til landkommuner og til yderkommuner, sagde Astrid Krag blandt andet.
Men flere af de hovedstadskommuner, der skal afgive penge, mener ikke, at de er bedre stillet, end de kommuner der modtager udligningskroner. Det gælder blandt andre Tårnby Kommune.
- Vi har en lavere levealder. Vi har et uddannelsesniveau, der er lavere. Vi har en sundhedstilstand, som er lavere. Derfor synes vi, at vi matcher de kommuner, der får penge. Vi troede egentlig, at vi skulle modtage penge, siger Tårnbys borgmester Allan Andersen (S) til TV2 Lorry.
'Udligning går for vidt'
Ligesom de øvrige socialdemokratiske borgmestre understreger Københavns overborgmester Frank Jensen (S), at han støtter ideen om solidaritet. Men København står til at skulle af med 700 mio. kr., og Frank Jensen frygter, at udligningen er ved at gå for vidt.
- Vi har brug for at kunne bygge vuggestuer, børnehaver, skoler, infrastruktur, plejecentre og alt det, der skal til, for at vi kan hjælpe vores udsatte borgere. Så det er klart, at hvis vi mister mere end en halv mia kr., så får det selvfølgelig stor indflydelse på, hvordan vi kan tilrettelægge vores økonomi, siger han til TV2 Lorry.
Ballerups borgmester Jesper Würtzen (S) er enig:
- Jeg synes, vi skal passe på, at vi ikke får et Danmark, der er i ubalance. Altså på den måde, at der er en del af hovedstadsområdet, der får en forringet kommunal service, siger han til TV2 Lorry.
Ifølge flere af de socialdemokratiske borgmestre bliver de bedt om at aflevere penge til udkantskommuner, der reelt er bedre stillet, end de er. Roskilde-borgmester Tomas Breddam er en af dem, der rejser netop den kritik.
Er det ikke bare fordi, I er en velstillet kommune. Er det ikke rimeligt nok, at I skal aflevere lidt?
- Hvis jeg kunne se, at det her er rimeligt, sådan at alle kommuner, der modtager udligning, rent faktisk er fattige, så tror jeg faktisk ikke, at hverken jeg - eller borgerne i Roskilde - ville have et problem, siger Tomas Breddam.
Et sted for de rige
De kritiske borgmestre mener, at regeringen tegner et forkert billede af hovedstadskommunernes økonomi og udnytter, at hovedstadsområdet er inde i en god periode med vækst, hvor mange private borgere har gode jobs og en fornuftig løn.
Men borgmestrene understreger, at der er forskel på privat økonomi og kommunernes økonomi, og de mener, at det er forkert at sende kommunernes penge mod vest, fordi nogle af borgerne er økonomisk godt stillet.
Konsekvensen bliver ifølge borgmestrene, at den kommunale velfærd forringes, og at de må hæve skatten eller øge brugerbetalingen. Taberne bliver uanset hvad de svageste i hovedstadsområdet. Og derfor øger forslaget til udligningsreformen ikke ligheden, lyder kritikken. Tværtimod bliver hovedstadsområdet endnu mere et sted for de rige.
- Når vi sender så mange penge ud af hovedstadsområdet, så gør vi jo hovedstaden utilgængelig for almindelige indkomster, siger Roskildes borgmester, Tomas Breddam.
- Vi risikerer, at vi får en ubalance imellem, hvad vores borgere oplever, at de har til rådighed - og det serviceniveau de får - og det man kan opleve andre steder i landet, siger Kirsten Jensen, borgmester i Hillerød.
Væk fra hovedstadsbashing
Fra flere af de socialdemokratiske borgmestre lyder det, at det er på tide, at deres kolleger på Christiansborg holder op med at lytte til dem, der ser det som et selvstændigt mål at flytte penge væk fra Københavnsområdet.
- Vi må altså væk fra det der hovedstadsbashing. At man hele tiden kan hente pengene i København, lyder det fra Frank Jensen.
- Det er faktisk os, der bidrager mest til bruttonationalproduktet og bidrager til væksten i landet, siger Ballerups borgmester, Jesper Würtzen.
Indenrigsminister Astrid Krag siger i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry, at hun godt kan forstå, at de kommuner, der skal bidrage mest, er utilfredse. Men kritikken rokker ikke på regeringens udspil:
'Vi mener, at der skal være råd til en ordentlig velfærd i alle dele af Danmark. Derfor vil vi omfordele mere fra de mere velstillede kommuner til de mest trængte kommuner. For alle kommuner, uanset om man er velstillet eller ej, betyder det desuden noget, hvilken velfærdsøkonomi de har. Her har regeringen løftet den kommunale velfærd, og det vil vi også forpligte os til at gøre fremover.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.