
ROSKILDE: Kommunen har været sat under lup siden i februar, hvor kommunen modtog to kunststofgræsbaner til en værdi af 7,5 millioner af Roskilde Festival - dagen efter, at Roskilde Kommune havde vedtaget at ekspropriere 60.000 kvadratmeter jord, der ligger klos op ad festivalarealet og direkte vil komme festivalen til gode, skriver Politiken.
Det fik gartneriindehaveren samt flere politikere til at anklage Roskilde Kommune for bestikkelse. Nu har Statsforvaltningens tilsyn frifundet kommunen for mistanke og dermed ikke fundet årsag til at rejse sag.
Borgmester Joy Mogensens (S) er tilfreds og forklarer, at eksproprieringen fortsætter som planlagt. To grundejere har efter forhandling solgt deres grunde og ejendomme til kommunen til markedsprisen. Kun gartneriindehaver Keld Bjergegaard nægter at sælge. Han kræver fortsat byzonepris for landbrugsjord og har tidligere udtalt, at han 'vil anke denne afgørelse og gå hele vejen op gennem retssystemet. Det her krænker min retssikkerhed på det groveste'. Det forventes, at sagen kan trække ud i op mod ti år.
Joy Mogensen, siger:
- Påstanden om bestikkelse har hele tiden været grundløs og grebet ud af den tomme luft. Og i virkeligheden en fornærmelse mod kommunen og dens borgere. Det er beskæmmende, at både folketingspolitikere fra de konservative og Liberal Alliance bare er kørt med på den. Jeg håber, at det giver stof til eftertanke, at Tilsynet nu pure frifinder kommunen. Og hvis dem, der var mest usaglige og polemiske i sagen har nogen politisk anstændighed, bør de erkende, at de tog fejl og give kommunen en undskyldning.
Hun understreger, at eksproprieringen af ejendommen ved Dyrskuepladsen fortsætter uanfægtet.
- Forhåbentligt får det de mest ophidsede kræfter til at indse, at de har kæmpet mod spøgelser. Sagen fortjener at komme ned på jorden. Det er lykkedes at samle alle interessenter bag den omfattende lokalplan. Det har krævet fleksibilitet og forhandlingsvilje fra alle aktører. To grundejere har efter forhandling solgt deres grunde og ejendomme til kommunen til markedsprisen. En tredje grundejer kræver - som den eneste - byzonepris for landbrugsjord. Kommunen har hverken politisk eller juridisk mulighed for at tilbyde en enkelt grundejer, hvad der svarer til cirka 40 gange markedsprisen for jorden. Vi kan ikke pludselig forvandle jern til guld. Derfor har vi desværre måtte gribe til ekspropriation.
ka
Foto: Jacob Dinesen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.