
ROSKILDE: Kommunen afviser i et svar til Tilsynet enhver kritik af håndteringen af en ekspropriationssag. Der var tale en privat grund, som kom Roskilde Festival tilgode.
Roskilde Kommune dokumenterer ifølge Roskilde Kommune, at alle regler er blevet fulgt.
- Jeg ser frem til, at sagen bliver fuldt belyst og vurderet af Tilsynet, så de mange injurierende og grundløse påstande om bestikkelse bliver ryddet af vejen, siger borgmester Joy Mogensen (S).
Det er særligt ankalgerne om, at kommunen skulle have gennemført eksproprieringen i direkte forlængelse af at have fået doneret to boldbaner fra Roskilde Festival, som borgmesteren ønsker banket til jorden.
- Uanset hvad Roskilde Festival havde truffet af beslutninger ville kommunen fortsætte ekspropriationssagen, da det var umuligt at finde en forhandlingsløsning med grundejeren, fastslår borgmester Joy Mogensen.
Kan ikke forvandle jern til guld
Borgmesteren påpeger, at kommunen har strakt sig til det yderste for at finde en forhandlingsløsning.
- Grundejeren kræver byzone-priser for landbrugsjord, hvilket er cirka 40 gange mere end jordens reelle værdi. Det kan vi hverken politisk eller juridisk imødekomme. Kommunen kan ikke pludseligt forvandle jern til guld for at tilfredsstille en enkelt grundejer. I øvrigt er de to andre grunde, som kommunen har overtaget efter forhandling, blevet handlet til landbrugszonepriser, siger Joy Mogensen.
Kommunen påpeger desuden, at Roskilde Festival siden 1996 har ydet donationer til ungdoms-, kultur- og idrætsformål i Roskilde på over 50 millioner kroner. Der er således intet opsigtsvækkende ved en donation af to boldbaner. Det er derfor også et helt enigt byråd, der har taget imod de to boldbaner på selvsamme møde, hvor svaret til Tilsynet er tiltrådt af et stort flertal i byrådet.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.