dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Politiets onlinepatrulje styrker indsatsen frem mod kommunal- og regionsvalget den 18. november.
Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Politiets onlinepatrulje styrker indsatsen frem mod KV25

Frem mod kommunal- og regionsvalget vil onlinepatruljen være til stede på sociale medier for at forebygge og bekæmpe chikane og trusler mod politikerne.
29. OKT 2025 13.11

Politiet sætter ekstra fokus på chikane og trusler mod kommunalpolitikere frem mod kommunal- og regionsvalget 18. november.

Derfor indsætter politiets nationale enhed for særlig kriminalitet (NSK) sin onlinepatrulje, som vil være til stede på udvalgte sociale medier, heriblandt Facebook.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

- Vi vil være synligt til stede på de sociale medier og i fora på nettet, hvor vi vil patruljere og have et målrettet fokus på trusler, hadefulde ytringer og chikane rettet mod kandidater og deres pårørende, siger Mads Egelund Nielsen, som er politikommissær i sektionen for digital patruljering og disruption i NSK.

Onlinepatruljen har også lavet en forebyggende oplysningskampagne, hvor hovedbudskabet er, at det er strafbart at sende trusler. I de tilfælde hvor patruljen finder chikane og trusler på sociale medier, vil den indlede en efterforskning, sikre beviser og sende de konkrete straffesager til politikredsene til videre efterforskning. 

En undersøgelse fra Vive viser, at otte ud af ti kommunalpolitikere ønsker at genopstille til trods for chikane, trusler og personangreb.

Af de politikere, som har deltaget i undersøgelsen, svarer næsten hver tredje, at de har modtaget trusler, og særligt kvinder får seksuelle eller sexistiske beskeder. Næsten en fjerdedel af lokalpolitikerne siger, at grænseoverskridende adfærd har fået dem til at genoverveje, om de vil genopstille.

- Det er et grundlæggende demokratisk problem, fordi der skal være mulighed for at deltage i politik og i et demokrati. Det er igennem politisk deltagelse af mange forskellige typer af mennesker, at vi sikrer os, at befolkningen bliver repræsenteret bredt, siger Michael Bang Petersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet.

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/politiets-onlinepatrulje-styrker-indsatsen-frem-mod-kv25

GDPR