
REBILD: Byrådet i Rebild vil nu sætte eksterne eksperter til at gennemgå alle forvaltningens aktive sager, foretage en grundlæggende oprydning og skabe en ny fagkultur på området. Det sker, efter byrådet har læst konklusionerne fra Ankestyrelsens undersøgelse om den såkaldte 'Rebildsag'.
Borgmester Anny Winther (V) erkendte allerede i februar, at børnene burde være tvangsfjernet tidligere. Men hun ville ikke kommentere på hverken årsager eller konsekvenser, før hun havde set Ankestyrelsens faglige undersøgelse af sagsbehandlingen. Den har kommunen nu modtaget i udkast til høring.
Undersøgelsen bekræfter, at kommunen på flere områder ikke har levet op til servicelovens krav.
- Vi har svigtet de børn. Det står nu lysende klart, siger Anny Winther, der er dybt berørt af sagen.
Hård kritik fra Ankestyrelsen
Undersøgelsen dokumenterer blandt andet, at kommunen ikke reagerede relevant på alvorlige underretninger og ikke foretog de nødvendige faglige undersøgelser. Derudover har der gennem hele sagsforløbet manglet systematik, dokumentation og overordnet opfølgning.
- Det er vores ansvar som kommunalpolitikere, at de udsatte børn i kommunen får den hjælp, de har behov for. Det har disse børn ikke fået. Ankestyrelsens kritik er dybt alvorlig, og den vil vi med det samme reagere på, siger Anny Winther.
Byrådet har på et orienteringsmøde tirsdag aften drøftet rapportens konklusioner. Byrådet drøftede blandt andet muligheden for at stramme reglerne for, hvornår de politiske udvalg skal inddrages. Det er et udbredt ønske i byrådet, at øge den politiske kontrol af området og især sikre, at tvangsfjernelsesudvalget får indbragt relevante sager på et langt tidligere tidspunkt.
srl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.