Radikale: Nu gælder det roadpricing

De Radikale vil arbejde for at få indført roadpricing hurtigst muligt. Roadpricing vil udover at mindske trængslen også nedbringe transportens enorme udledning af CO2

FOLKETINGET: De Radikale på Christiansborg har under den seneste tids store interne problemer i regeringen med betalingsringen holdt ualmindelig lav profil. Men nu - hvor betalingsringen er dømt stendød - melder partiet ud:

- Vi vil straks i gang med at se på mulighederne for at indføre roadpricing. Teknologien er allerede kendt og kan både mindske trængsel, CO2 og sundhedsskadelige partikler fra trafikken, siger de Radikales trafikordfører Andreas Steenberg.

Den satellitbaserede roadpricingteknologi gør det muligt at differentiere en afgift på kørsel efter tid, sted og køretøjets egenskaber.

Roadpricing indebærer dermed, at det bliver dyrere at køre i København, hvor trafikken er tæt, og billigere eksempelvis at køre om natten og på landet. Til gengæld skal afgifterne på bilkøb sættes ned.

- Man flytter afgifterne fra køb af bil over til brugen af bil. Og det vil jo medføre, at folk kører mindre i bil, mener den radikale trafikordfører.

- Det er allerede muligt at registrere hvor, hvornår og hvor langt biler kører på vejene. Det kan gøres ved hjælp af kendt GPS-teknologi. Men det tager nogle år at udvikle et landsdækkende betalingssystem, så det haster med at komme i gang, siger Andreas Steenberg.

Radikale har hele tiden været fortalere for roadpricing, og var også en del af den brede transportaftale fra 2009, hvor alle partier undtagen Enhedslisten aftalte at indføre grønne kørselsafgifter i hele Danmark. Senest har Venstre og Konservative i debatten om trængselsringen nævnt roadpricing som fremtidens teknologi. Derfor forventer Radikale bred opbakning til at få indført roadpricing:

- Når næsten alle er enige, er det bare om at komme i gang hurtigst muligt. Der er alvorlige problemer med transporten i både København og resten af landet. Roadpricing kan løse de problemer, siger altså Andreas Steenberg.

mou

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job