Af Jens Jacob Paludan, kommunikationsmedarbejder Rudersdal
RUDERSDAL:I Rudersdal Kommunes Borgerservice startede Team Familie og Børn året 2008 med sagsbunker i loftshøjde. Og selvom medarbejderne hver uge fik 100 sager fulgt til dørs, kom der 120 nye til.
Samtidig raslede fortrængte opgaver fra tidligere år ud af skabene i stride mængder. Men i dag er sagspuklen væk, og der er oven i købet overskud til at tænke fremtid for alvor. Forklaringen er at finde i uddannelse. Lilse Svanholm Nielsen, Lene Skyum og Maja Christensen fra teamet fortæller.
- Det lignede virkelig en udfordring, husker Lilse Svanholm Nielsen, der var blevet leder af teamet ved årets start. Vi var nødt til at skaffe os nye redskaber for at kunne holde trit med sagsmængden, for vejen frem kunne ikke være opskruning af tempoet og mere overarbejde - det ville bare medføre flere stressede medarbejdere.
- Fra mit tidligere job havde jeg erfaring for, at en projektlederuddannelse kan være med til at give et løft, når det hele ellers ser allermest uoverskueligt ud. Men det kræver, at der er tilstrækkelig mange, der slutter op. Det ville alene af økonomiske grunde have været umuligt at købe sig ind på de kurser, der udbydes - så vi var nødt til at strikke det sammen selv. På den måde fik vi 14 på kursus for den samme pris, vi havde skullet betale for én plads på et eksternt kursus.
Skabte frirum
Vi fik styr på driften - og samtidig skabt et frirum
Kurset var opdelt i 3 moduler af hver to dages varighed.
- Det har været nødvendigt at finde den tid - for noget af det vigtigste i dette forløb er netop, at vi får talt sammen på tværs, og at vi udvikler en fælles forståelse og et fælles sprog som grundlag for det videre arbejde, siger Lene Skyum, der var blandt deltagerne. Det er i kraft af det, at vi har kunnet se nye sammenhænge i tingene, kunnet finde andre måder at gøre dem på og bruge hinandens ressourcer. På den måde gik det gradvis op for os, at vi kunne meget mere sammen end vi havde troet - og at det faktisk var muligt både at få styr på driften og samtidig skabe os et frirum, hvor vi kan tænke kreativt.
Maja Christiansen, med-kursist, er enig:
- Det har været rigtig godt at få mulighed for at dyrke andre måder at gøre tingene på, selvom det i perioder flød hjemme ved skrivebordet. Uden kurset havde der ikke været andet at gøre end at løbe hurtigere - nu oplevede vi at få nogle redskaber med os hjem fra kurset. Og det var naturligvis vældig inspirerende at opleve, at de faktisk virkede.
Lene tilføjer:
- Og det har virkelig fået folk op af stolene - at alle har kunnet se, at de nye måder rykker, at der sker noget - det har vist os, hvor vigtigt det er at give sig tid til at tænke nyt.
Nye redskaber - og nye rum for forbedringer
- Jeg synes, det har været vældig spændende at få kendskab til nogle nye analyseredskaber, siger Maja.
- Med de teknikker, vi har fået lært, kan vi meget bedre end før sikre os, at vi har fået tænkt alle aspekter af et projekt igennem, inden vi går i gang - og tjekke, om vi når de mål, vi har stillet op og aftalt. Og at vi samtidig kan tydeliggøre, præcis hvordan de enkelte projekter tjener til at understøtte vores overordnede mål og visioner - og hvem der har ansvaret for hvilke opgaver i forløbet.
- Det skal ikke skjules, at vi har haft en del stress på, og det har været meget vigtigt for os at komme ud af den situation, supplerer Lilse.
- Det er også derfor, at vi skal bruge vores nyvundne overskud til at komme længere frem i skoene med vores service over for borgerne, og ikke mindst til at udvikle vores digitale selvbetjeningsløsninger. Dem skal der jo virkelig satses på, når Rudersdal Kommune skal være digitalt førende i 2011. Der er i det hele taget masser af rum for forbedringer.
Sagsbehandlerrollen har fået et nyt indhold
- Det har været dejligt, at så mange fra vores team har deltaget i uddannelsen - det er faktisk halvdelen af sagsbehandlerne - og at de har holdt fast og kunnet være mentalt på mærkerne hele vejen igennem, på trods af den store arbejdsbyrde med den daglige drift. Rent faktisk har vi flyttet den traditionelle sagsbehandlerrolle gennem dette uddannelsesforløb. Og det gode er, at også de, som ikke har deltaget, påvirkes og styrkes i at kunne byde aktivt ind.
Den lokale projektlederuddannelse dækker de formelle uddannelseskrav til projektledere og indholdet svarer til det, uddannelsesinstitutionerne på markedet tilbyder. Herefter står det deltagerne frit for at blive certificerede af Dansk Projektlederforening. Godt halvdelen af deltagerne - bl.a. Lene Skyum - vil gennemføre den prøve til efteråret, der giver certificering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.