Da Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) tidligere på året ikke kunne blive enige om taksterne på 12 behandlingsområder, valgte BPK at indbringe tvisten til et voldgiftsnævn, som har haft direktør Carsten Koch som opmand.
Voldgiften har opdelt de 12 overordnede behandlingsområder i 23 under-områder. For fire af disse er kravet om fastsættelse af takster frafaldet på grund af lav aktivitet. For seks områder er der indgået forlig, fordi parterne er enige om afregningen. For de øvrige 13 områder har opmanden fastsat taksterne. Det oplyser Danske Regioner.
De nye takster svarer til, at de private takster samlet set er nedsat med ca. fire procent i gennemsnit. De fleste af taksterne ligger dog fortsat over de referencetakster, som Ministeriets for Sundhed og Forebyggelse tidligere har meldt ud.
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), erkender overfor Politiken, at regionerne tabte opgøret med privathospitalerne.
- Voldgiftens udspil for taksterne på de private hospitaler koster regionerne 40 millioner kroner mere end det forslag, som sundhedsministeren tidligere er kommet med. Og det er vel at mærke en sundhedsminister, der ikke kunne beskyldes for at være nærig over for privathospitalerne, siger Bent Hansen.
Han erklærer sig højst overrasket over afgørelsen fra voldgiften med direktør Carsten Koch som formand.
På nogle områder - f.eks. på fedmeområdet - har opmanden nedsat operationstaksten. De behandlingsområder, der blev indbragt for voldgiften, er områder, hvor de private takster lå over DRG-taksterne og væsentligt over de mest omkostningseffektive offentlige hospitaler.
Danske Regioner tager opmandens afgørelse til efterretning.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.