
HADERSLEV: Politiet har stoppet efterforskningen af sagen om en lækket fortrolig redegørelse af Louiseskolen i Haderslev Kommune, hvor en skoleleder havde misbrugt skolens kreditkort, og hvor en direktør efterfølgende blev fyret. Det skriver JydskeVestkysten, som i april modtog den lækkede redegørelse.
Efterfølgende vedtog, som tidligere omtalt, 26 ud af 30 tilstedeværende medlemmer på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde den 7. maj at politianmelde kommunen selv for brud på forvaltningslovens §27. Den handler om tavshedspligt inden for den offentlige forvaltning, og beslutningen om politianmeldelsen blev i dagsordenen begrundet "som følge af læk af redegørelsen vedrørende den tidligere skoleleder på Louiseskolen".
Bemærkninger fra medlemmer, der stemte imod anmeldelsen, viste dog, at flere kommunalbestyrelsesmedlemmer mente, at dele af redegørelsen burde have været offentliggjort fra starten.
Lækket til avisen
Kommunalbestyrelsens politianmeldelse af kommunen skulle tjene til en opklaring af, hvorfra den fortrolige redegørelse var lækket. Alle kommunalbestyrelsens 31 medlemmer og omkring 30 medarbejdere på rådhuset havde haft adgang til den.
Ifølge JydskeVestkysten vurderer politet nu, at der ikke kan findes beviser for, hvem der lækkede redegørelsen til avisen. Dermed kan der heller ikke falde dom. Mandag fik samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer brev om politiets beslutning.
- Vi tager afgørelsen til efterretning. Jeg håber, at alle fremadrettet overholder deres tavshedspligt, siger borgmester Mads Skau (V), der fortsat ærgrer sig over lækket.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.