
Under coronapandemien blev flere politikere og forskere udsat for chikane og modtog blandt andet trusler, når de udtalte sig om covid-19. Personerne bag bliver i den årlige analyse af terrortruslen i Danmark betegnet som en del af et nyt begreb: antimyndighedsekstremister.
Det er Center for Terroranalyse (CTA), som står bag rapporten, der tirsdag blev lagt ud på Politiets Efterretningstjenestes hjemmeside. Fænomenet dækker over personer, der accepterer og taler om at anvende vold mod blandt andre politikere og myndighedspersoner.
Trusler og intimidering er ifølge CTA blandt de virkemidler, som den særlige gruppe af ekstremister benytter sig af. Det foregår især på de sociale medier. Chefen for CTA, Michael Hamann, forklarer, at fænomenet var set inden corona, men blev forstærket under pandemien.
- Under pandemien har vi set de her dynamikker accelerere. Der er ikke nogen tvivl om, at pandemien har medvirket til at styrke den her strømning, siger han. Han fortæller også, at de har en forventning om, at strømningen vil række ud over pandemien.
Fortsat men begrænset trussel
CTA vurderer dog, at terrortruslen fra denne gruppe er i niveauet "begrænset". Det betyder, at der er en potentiel trussel, men også, at der er en begrænset kapacitet og/eller hensigt.
Bjørn Brandenborg er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og er en af dem, der har været udsat for chikane og trusler. I forbindelse med håndteringen af corona kom han jævnligt med opdateringer om situationen, som han delte på de sociale medier. Det medførte en strøm af ubehagelige beskeder, hvor han blandt andet blev truet med bank og ønsket død.
- Der, hvor det rigtig stak af, var, da nogle skrev, at de ønskede, at min bedre halvdel og jeg skulle dø af corona. Det skete flere gange, fortæller han. At denne type personer nu optræder i den nye terroranalyse, er ikke noget, der overrasker Bjørn Brandenborg. Men han mener, at det er stærkt bekymrende.
- Det er i virkeligheden nogen, der prøver at underminere vores samfund og demokrati på nogle meget ekstreme måder. Det er enormt bekymrende og en smule uhyggeligt, siger han.
Flest fredelige - få ikke
Ifølge CTA er langt de fleste myndighedskritiske grupper og netværk fredelige. Men nogle få har en anden profil
For dem er der sket et skred. Fra at have et snævert fokus på nedlukningen i samfundet på grund af coronaen er der opstået et "radikaliseret antimyndighedsekstremistisk fokus", fremgår det af rapporten.
Ifølge Michael Hamann bliver der skelnet skarpt mellem myndighedskritikerne.
- Vi skelner meget skarpt mellem aktivisme og ekstremisme. Vi har alene interesse i de personer, der accepterer og italesætter nødvendigheden af at anvende vold, siger han.
Hvordan myndighederne kan bekæmpe den nye ekstremisme, kan Michael Hamann ikke gå i detaljer om.
- Vi forsøger at blive klogere på det og at beskrive truslen fra de grupper med henblik på også at finde operative redskaber til, hvordan man kan imødegå det. Det er svært for mig her at gå i detaljer med, præcis hvad man gør, men en række myndigheder er involveret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.