
BILLUND: Byrådet i Billund valgte i går 49-årige Ole Bladt- Hansen fra Ribe som ny kommunaldirektør. Han tiltræder 1. marts og ansættes på en åremålskontrakt.
- Vi var meget tilfredse med ansøgerfeltet, og Ole Bladt-Hansen er klart et tilvalg for os, siger borgmester Ib Kristensen (V). Kommunen havde i alt 30 ansøgere.
Ole Bladt-Hansen var fra 2003 til 2006 først konstitueret og senere fastansat som kommunaldirektør i Tønder, og faktisk har han også været kommunaldirektør i Billund. Det var i sammenlægningsperioden i 2006, hvor han via sin ansættelse hos Lundgaard Konsulenterne varetog stillingen i en periode indtil Tove Baisgaard tiltrådte.
- Jeg glæder mig rigtig meget til stillingen, og for mig står Billund med sit udviklingspotentiale og nærhed til borgere og erhvervsliv som noget af det mest spændende jeg kan forestille mig, siger Ole Bladt-Hansen.
Ærgrelse i Hedensted
Den nye kommunaldirektør kommer aktuelt fra stillingen som chef for teknik- og miljø i Hedensted.
- Jeg ville gerne have givet meget mere til Hedensted Kommune, som er en utrolig spændende virksomhed med en anderledes tilgang til tingene. Men nogle gange opstår der muligheder, som man ikke kan sige nej til. Dette er en af dem, og da man desværre ikke kan være to steder på én gang, har jeg virkelig måtte gå på kompromis med mine principper om ikke at løbe fra pladsen i utide. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at det her er et helt fantastisk tilvalg og på ingen måde et fravalg, siger Ole Bladt-Hansen.
Og i Hedensted Kommune ærgrer man sig over at skulle sige farvel.
- Vi er utrolig kede af at skulle sige farvel til Ole allerede nu. Omvendt ønsker vi ham tillykke med hans nye stilling, ligesom vi ønsker Billund tillykke med, at det nu bliver dem, der får glæde og gavn af Oles mange kvaliteter, ligesom vi har haft det sidste lille års tid, siger kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller.
Hedensteds stilling som teknik- & miljøchef slås op med det samme. Vicekommunaldirektør Johan Stadil Petersen vil fungere som konstitueret chef fra den 1. marts og indtil en ny chef starter.
lcl
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.