NORDDJURS: Norddjurs Kommune brød loven i flere tilfælde op til, at den 15-årige Malthe B. Termøhlen blev knivdræbt på Grenaa Station i november 2023 af en jævnaldrende dreng. Det fastslår en ekstern advokatundersøgelse, som kommunen modtog mandag, og som Jyllands-Posten har fået indsigt i.
Undersøgelsen, som omhandler både drabsmanden, den dræbte og en tilstedeværende kammerat, er bl.a. kommet frem til, at kommunen ikke har overholdt tidsfristen for udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser eller for at vurdere underretninger fra fx skole om mistrivsel. Det fremgår ikke, hvor kommunen har brudt loven i forhold til hver af de tre drenge.
I undersøgelsen lyder det yderligere, at der kan være grund til kritik af andre forhold.
Kommunen har alene bedt advokatfirmaet undersøge, om kommunen har brudt loven, og komme med anbefalinger til forbedringer. Den har ikke bedt om en vurdering af, om kommunen har givet socialfaglig korrekt behandling i sagen, skriver Jyllands-Posten.
I et interview med borgmester Kasper Bjerregaard (V) spørger mediet bl.a., hvorfor kommunen ikke har bedt advokaterne tage stilling til, om de iværksatte foranstaltninger og/eller undersøgelser rent socialtfagligt var tilstrækkelige. Ifølge borgmesteren har det i første omgang været mest centralt at "få lavet en undersøgelse af sagsforløbet, og om man har gjort det, man skulle".
Borgmesteren kan endnu ikke svare på, om kommunen senere vil undersøge, om den rent fagligt har gjort nok for Malthe B. Termøhlen, da sagen først skal behandles politisk.
"Helt utilstrækkelig"
Sammen med eksperter har Jyllands-Posten gennemgået forløbet, der lå forud for knivdrabet. Og her sås der ingen tvivl om, at kommunen svigtede den 15-årige og hans familie. Det vurderer blandt andre John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, der mener, at kommunen indsats var både mangelfuld og helt utilstrækkelig i månederne op til drabet:
- Det kunne potentielt have ændret forløbet af hele sagen, siger han til mediet.
Han bakkes op af lektor ved Aarhus Universitet og forsker i socialret, Eva Naur, der efter at have kigget på sagen også mener, at kommunen har lavet "en total undervurdering af, hvor alvorlig mistrivsel denne unge mand var i. Kommunens reaktion har været helt utilstrækkelig. Det er virkelig rystende læsning".
Sagen kort
- Den 15-årige Malthe B. Termøhlen blev dræbt af knivstik fra en jævnaldrende 26. november 2023 på Grenaa Station.
- I byretten kom det frem, at de to drenge havde haft en konflikt gennem en længere periode.
- Den 16-årige gerningsmand blev idømt otte års fængsel for manddrag i juni 2024. Han ankede dommen, men i december stadfæstede Vestre Landsret dommen.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.