
En uge efter det fatalt fejlagtige tryk på 'Send'-knappen på den mail, der skulle have klædt Socialdemokratiets spinhær på til at underminere regeringens vigtigste forhandlingsmodpart Venstre, men i stedet afslørede dens indhold for først Jyllands-Posten og siden alverden, har de to hovedaktører i tillidskrisen nulstillet miseren og er klar til at fortsætte hvor de slap.
Nu uden dobbeltspil, uden personer nævnt i den famøse mail i forhandlingslokalet, og uden forhåndsfavorisering af de socialdemokratiske vestegnskommuner med mange borgere af udenlandsk herkomst. Førstnævnte en grundforudsætning, og de to andre nødvendige indrømmelser for at gøre bod.
Krisen toppede omkring tirsdagens spørgetime i Folketinget, hvor en synligt og hørbart ukomfortabel statsminister Mette Frederiksen (S) måtte lægge sig helt fladt og endda ikke lykkedes med at undgå yderligere spanking fra V-formand Jakob Ellemann-Jensen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Det efterfølgede forløb fra Venstres krav om et møde i enrum med statsministeren til det faktisk blev holdt, de yderligere krav og den hurtige imødekommelse er derfor en slags nødvendighedens koreografi af en blød landing. Den endnu hurtigere accept fra Venstre af Socialdemokratiets indrømmelse er derfor ikke nogen overraskelse.
- Vi har fået mulighed for at komme tilbage i forhandlingslokalet. Det er afgørende, og så kan vi genopbygge tillid derfra. Det er vigtigt, at vi nu kommer til at tale substans, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau, og det regner han med kunne komme til i genoptagne forhandlinger allerede i weekenden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.